Det er på tide, at Danmark griber sin udenrigspolitik mere strategisk an end som vanligt nærmest pr. automatik at lægge sig i slipstrømmen på vores største og vigtigste allierede, USA. Det er en global verden i konstant forandring, vi har været vidne til siden den kolde krigs afslutning.
Derfor er det godt, at ambassadør Peter Taksøe-Jensen med sin udenrigspolitiske udredning ”Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid” over 106 sider fremsætter en særdeles grundig og meget nøgtern analyse af de udfordringer, det danske diplomati står over for i en diffus tid med store flygtningestrømme, terrorangreb og ustabilitet samt en drastisk beskåret udenrigstjeneste, som han ikke er så naiv at foreslå pumpet op igen.
”Oraklet fra Delhi”, som den danske ambassadør i Indiens hovedstad både spøge- og respektfuldt kaldes i Udenrigsministeriet, skulle give et samlet strategisk bud på ”de udenrigspolitiske prioriteringer til fremme af Danmarks interesser”.
Og Taksøe-Jensen skal have ros for virkelig at turde prioritere ved for eksempel at foreslå forsvarsbudgettet øget eller kræve et brud med den prokuratormæssige praksis med at indregne udviklingsbistand i udgifterne til flygtninge herhjemme, som jo ikke hjælper med at skabe fremgang i de områder, folk flygter fra.
U-landsbistanden foreslår han i det hele taget prioriteret helt anderledes ved især at hjælpe skrøbelige stater, men i det mindste ikke skåret yderligere. Det giver god mening at se på, hvordan vi fordeler bistanden, så den gør størst nytte. Men det bliver for enøjet og nærmer sig det umoralske kun at definere fattigdomsbekæmpelse ud fra danske erhvervsinteresser.
Taksøe-Jensen er dog overbevist om, at vi skal samle kræfterne dér, hvor der er mest på spil for os, som han sagde i gårsdagens avis. Det vil betyde et brud med den aktivistiske, værdibaserede udenrigspolitik til fordel for et på overfladen lige lovligt snævert økonomisk begrundet fokus på vores egen baghave, men i det mindste med en fortsat vigtig og nødvendig forankring i de for os så vigtige samarbejdsorganer som EU, Nato og FN. For det fjerne kan hurtigt vise sig at være lige så vigtigt som det nære.
På forhånd blev der med rette – også på denne plads – sået tvivl om behovet for endnu en embedsmandsrapport. Men nu da den foreligger, bør udredningen danne udgangspunkt for en grundig politisk drøftelse af, hvordan Dan-mark skal placere sig i verden. Den diskussion er der i høj grad behov for.
Og selvom både regering og opposition i går hurtigt skød dele af Taksøes forslag ned, må der advares imod, at udredningen havner i syltekrukken som andre regeringsbestilte kommis-sionsrapporter. Det er afgørende at opnå bred politisk enighed om de nødvendige diplomatiske prioriteringer og en klar strategi, der rækker længere end til det næste regeringsskifte.