Det er de færreste problemstillinger, man kan sige klart ja eller nej til. Som oftest har man anledning til både at nuancere og moderere sine synspunkter, men når det kommer til folkeafstemningen i morgen, er der kun to muligheder: Ja eller nej.
Spørgsmålet, der skal stemmes om, er så vanskeligt, at meningsmålingerne her op til afstemningen viser, at overvældende mange vælgere fortsat er i tvivl. Juristerne, der står bag den stemmeseddel, som vælgerne får udleveret i stemmeboksene, har ikke gjort det lettere. På den står der: ”Forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning”. Det er det, der skal stemmes ja eller nej til.
Hvis det bliver et ja, vil det forbehold, som Danmark har haft over for EU's regelsæt på det retlige område, blive erstattet af en tilvalgsordning, hvorefter et flertal i Folketinget kan beslutte, fra område til område, om Danmark skal deltage i det fælleseuropæiske samarbejde.
Ja-partierne har på forhånd sagt, at de ikke ønsker at indgå i EU's fælles asyl- og udlændingepolitik, og de har valgt en række forordninger og direktiver til, som Danmark kommer til at tiltræde, hvis der stemmes ja. Det mest omtalte er det fælles politisamarbejde Europol.
Nej-partierne har bebudet, at de vil prøve at forhandle en særlig aftale igennem, så Danmark forsat kan være med i det indlysende fornuftige politisamarbejde, hvis der stemmes nej. Derimod er det uklart, hvordan et nej påvirker de 22 retsakter, som vi også stemmer om.
Kort sagt er afstemningen for viderekomne. Da Danmark afgiver suverænitet ved et ja, kræver det ifølge Grundloven en folkeafstemning. Derfor det vanskelige dilemma: Folket skal afgøre et spørgsmål, som næsten kun jurister kan tage stilling til.
Dansk Folkeparti, der traditionen tro er nej-siger i EU-spørgsmål, har ført sin kampagne under sloganet ”Mere EU? Nej tak”.
Det er en massiv forsimpling af morgendagens valgtema. Men accepterer man den, bør svaret være det modsatte. Vi skal stemme ja, fordi Danmark og de øvrige EU-lande har brug for et stærkt europæisk fællesskab i en stadig mere global, uforudsigelig og urolig verden.
Det ja er et ja med forbehold, for det er ingen enkel sag at afgive national suverænitet og slet ikke nu, hvor EU-systemet er kriseramt og har vist sig ineffektivt og ude af stand til at håndtere et af de vigtigste retsområder, nemlig asylpolitikken.
Forbehold kan man også have over for den politiske garanti, som ja-partierne har udstedt om at ville holde en ny folkeafstemning, hvis det engang kommer på tale at lade Danmark indgå i en fælles asylpolitik. Det er fornuftigt af Danmark at stå uden for den fælles asyl- og udlændingepolitik, men vi lever i en omskiftelig tid, hvor den slags politiske løfter måske ikke er langtidsholdbare.
Men helt overordnet tjener EU-samarbejdet Danmarks interesser, og der findes ikke noget troværdigt alternativ. Det begyndte som et handelssamarbejde mellem gamle fjender efter Anden Verdenskrig, og det gav god mening, da EU fik Nobels fredspris i 2012.
Unionen har forvandlet verdens mest blodige kontinent til det mest fredelige. Den bedste måde, hvorpå man sikrer et stærkt Danmark og en stærk nationalstat, er ved at deltage i det forpligtende EU-samarbejde om grænseoverskridende problemer.
Kriminalitet kender i dag ingen fysiske grænser. Mennesker handler og gifter sig i stigende grad på tværs af landegrænser. Dansk suverænitet værnes bedst, og Danmarks indflydelse i EU styrkes bedst ved at stemme ja i morgen.