Den stenrige svenske ingeniør og opfinder af dynamitten, Alfred Nobel, bestemte i sit testamente, at hele hans efterladte formue skulle placeres i en aktiefond, hvis renteafkast hvert år skulle hædre dem, der i det forløbne år havde gjort størst nytte for menneskeheden på områderne fysik, kemi, medicin eller fysiologi, litteratur og fred.
Da Nobel i 1895 skrev testamentet, opstillede han også kriterierne for, hvem der kunne modtage hans priser. Freds-prisen skulle gives til enten den, ”som har virket mest eller bedst for folkenes forbrødring, afskaffelsen eller mindskelsen af stående arméer og gennemførelse og fremme af fredskongresser”.
Nobel brugte ikke selv udtrykket fredspris, men talte om fortalere for fred. Når fredsprisen i dag på den idealistiske rigmands 119. dødsdag overrækkes til Tunesiens Nationale Kvartet for Dialog, er der for en sjælden gangs skyld faktisk tale om en pristager i Nobels ånd.
De fire tunesiske organisationer, der udgør dialogkvartetten - hovedorganisationen for landets fagforeninger, den tunesiske arbejdsgiverorganisation, ligaen for menneskerettigheder og den nationale advokatsammenslutning - har nemlig virkelig arbejdet for fred i forbrødringens ånd. De gjorde fælles sag, da demokratiseringsprocessen efter Jasminrevo-lutionen var ved at bryde sammen, og det nordafrikanske land stod på randen af borgerkrig i sommeren 2013.
Med hjælp af blandt andet berettiget dansk støtte fra Det Arabiske Initiativ er det lykkedes kvartetten at holde håbet om demokrati og frihed i live i Tunesien ved at få de stridende politiske partier, også det islamiske Ennahda, i tale.
Et af de konkrete resultater er landets nye, sekulære forfatning, hvor islam anerkendes som statsreligion, men hele befolkningen har fået grundlovssikrede rettigheder uanset tro, køn eller politisk overbevisning. En landvinding af de sjældne i en region, hvor militante islamister ellers er på fremmarch.
Dialogkvartetten var stort set ukendt uden for Tunesiens grænser, da Nobelkomitéen offentliggjorde årets prismodtager i oktober. Men det var rigtigt set af komitéen at give prisen til nogle af de få, der repræsenterer et lyspunkt efter det arabiske forår, som tog sin begyndelse i netop Tunesien, men som siden er endt i en blodig borgerkrig i Syrien, kaos i Libyen og et militærstyre i Egypten.
Ingen havde tippet på tuneserne på forhånd, hvor den tyske kansler, Angela Merkel, og pave Frans var nogle af de andre, rekordmange 273 nominerede, der blev nævnt i favoritfeltet. Men det er godt, at Nobelkomiteen er gået bort fra kontroversielle - og fejlslagne - tildelinger, som da den amerikanske præsident, Barack Obama, mindre end et år efter sin tiltrædelse udelukkende fik prisen for at have tændt et håb om en bedre fremtid. Det håb forduftede som bekendt.
Og selvom Merkels vedholdenhed i flygtningedebatten kan berettige, at hun får magasinet Times' titel som Årets Person, så er de tunesiske fredspristagere de helt rette på et tidspunkt, hvor der mere end nogen sinde er brug for forbrødring og fortalere for fred i verden.