En hellig kriger

Det er fatalt, hvis pressen gør den danske fange fra Guantanamo-basen til en helt

TO JOURNALISTER fra dagbladet Politiken har om den danske fange fra Guantanamo-basen på Cuba skrevet en bog, der i vid udstrækning alene baserer sig på den hellige krigers egen udlægning af sin skæbne. De to journalister fremstod søndag aften i TV-avisen som en slags stedfortrædere for den danske muslim, der ikke selv vil stå åbent frem i pressen. Sagen om den 30-årige dansk-algeriske Slimane Hadj Abderrahmane er nu ved at udvikle sig til hvidvaskning. Det er Davids kamp mod Goliat om igen. Regeringen anklages i pressen for at have oplyst, at manden blev taget til fange i Afghanistan, mens han selv oplyser, at det er sket på den anden side af grænsen til Paktistan. Oplysningen skulle ifølge Enhedslistens hidsige gemytter, der til enhver tid og sag vil udtale sig negativt om regeringen, skyldes et bevidst forsøg på at stille den danske fange i et dårligt lys.

Til hvad der må have været noget af en skuffelse for de mange kritikere af kampen mod terror, kunne en dansk kommissær fra Politiets Efterretnings- tjeneste fortælle i tv, at fangen i deres mange samtaler siden sin løsladelse fra amerikansk fangenskab på basen i Cuba aldrig har nævnt, at han blev torteret eller forulempet. Det siger han derimod nu, hvor billeder fra Abu Ghraib-fængslet ved Bagdad har sat de amerikanske militære myndigheder i et berettiget dårligt lys for tortur og ydmygende behandling af irakiske krigsfanger.

Beretningen om den muslimske kriger vækker minder om mediernes pinlige håndtering af sagen om agent Frank Søholm Grevil, forhenværende major i Forsvarets Efterretningstjeneste. Den tvivlsomme agent fik sine 15 minutters berømmelse i medierne, inden et langt mere nuanceret syn på ham som kilde til afsløring af efterretningsrapporter fik sagen til at dø ud. Da den først blev belyst fra flere sider, blegnede majoren i mediernes stærke belysning, inden projektørerne helt blev slukket.

Man kan frygte, at det vil gå på samme med med den muslimske danske statsborger, der har viet sit liv til hellig krig mod islams fjender. Han er parat til at dø i kampen for sin religion. Han vil ikke have problemer med at slå russiske soldater ihjel i Tjetjenien eller militærfolk i Algeriet. Han siger, at han tager afstand fra mord på civile af frygt for Allahs straf, men har i bogen om ham, der udkommer i morgen, afvist at fortælle om sit syn på al-Qaedas terrorisme. Hans drømmesamfund er Saudi-Arabien, hvor muslimsk sharia-lov er gældende med stening til døden for utroskab og afhugning af lemmer for tyveri. Hans kvindeideal bærer fuldt dækkende burka med kun en sprække til øjnene.

Slimane Hadj Abderrahmane siger, at han ville til Tjetjenien for at kæmpe på sine muslimske brødres side. Han kom ikke længere end til Afghanistan og Talebans træningslejre. Men ingen har kunnet opholde sig i dem uden som minimum at yde al-Qaeda og det muslimske terrorstyre sin moralske støtte. Det er i sig selv stærkt kritisabelt. Om han er landsforræder, må andre afgøre, men danske statsborgere kan ikke gå i krigstjeneste hos fremmede magter uden at forråde deres egen nation.

At kritisere den danske regering for håndteringen af denne sag er udtryk for proportionsforvrængning. Selv om USA bør kritiseres skarpt for det juridiske ingenmandsland, som de mange fanger fra Afghanistan holdes i på Guantanamo-basen, hvor USA ikke accepterer at yde fangerne retslig beskyttelse, er det den hellige kriger fra Danmark, der først og fremmest skal kritiseres. Hans udlægning af islam legitimerer vold og indirekte også terror. Hans tilstedeværelse i Afghanistan var uacceptabel. Det vil være fatalt af medierne at prøve at gøre ham til forfulgt uskyldighed.

Vi kender kun hans udlægning af historien, men den er nok til, at man helhjertet må tage afstand fra ham og hans krigeriske islamistiske holdninger.

bjer