52 valg blev der holdt i går i folkekirken. Det var et af de afsluttende skridt i dette års vigtige menighedsrådsvalg, som giver kirken dens lokale ledelse. Langt de fleste af folkekirkens 1699 menighedsråd var allerede fundet ved at aftale sig frem til et menighedsråd og altså ikke ved at stemme, som man gjorde i gårsdagens såkaldte kampvalg.
Man hører ofte det synspunkt, at de få kampvalg er udtryk for en god evne til at finde mindelige løsninger i folkekirken. De mange aftalevalg viser nemlig, at man i al forsonlighed taler sig frem til en sammensætning af menighedsrådet.
Det er rigtigt, at folkekirken generelt er god til at finde mindelige løsninger. Men udviklingen med færre og færre valg er alligevel svær rigtig at glæde sig over. For man kan ikke lukke øjnene for, at folkekirkens demokrati står med udfordringer. Andelen af menighedsråd, der ikke kan fyldes, er steget fra 2,9 procent i 2008 til 4,7 procent i 2016. Det dækker over det fænomen, at man får stadig sværere ved at finde mennesker, der vil forpligte sig flere år på arbejdet med at forvalte kirken.
Man har forsøgt sig med nye ordninger for at gøre det lettere at finde nye menighedsrådsmedlemmer. Blandt andet har man holdt såkaldte opstillingsmøder, hvor man – ligesom på generalforsamlinger i sportsforeninger – vælger ledelse blandt de fremmødte.
Ordningen har hjulpet lokalt flere steder. Men procenten af lokale sognebørn, der møder frem til disse møder, er faldet fra 2,3 procent i 1984 til 0,9 procent i 2008. Og hvis de valgte på opstillingsmøderne baserer sig på under en procent af de lokale kirkemedlemmers stemmer, giver det noget at tænke over.
Folkekirken har brug for en folkelig legitimitet. Den forstår sig selv som en kirke, der er forbundet med landets kulturkristendom, og derfor har kirken brug for en bred demokratisk opbakning. Det er forskellen på en folkelig kirke og de sportsforeninger, kirken jævnligt sammenlignes med.
Der er omkring 76 procent af danskerne, der er medlemmer af folkekirken. Mange danskere har det godt med at være medlem, betale kirkeskat og i øvrigt lade kirken klare resten. Sådan fungerer den kulturkristendom, som er blevet landets fremherskende religionsform. Men den har også sine svage sider. Ikke mindst at tråden mellem individ og kirke kan blive så tynd, at den ikke kan holde.
Politisk kan den lave demokratiske legitimitet være et sårbart punkt i de næste årtier, hvor folkekirken vil komme til at slås for sin status som privilegeret trossamfund. Derfor er der brug for at finde nye måder at inddrage kirkemedlemmerne i valget af lokal ledelse på. Kirkeministeren har nedsat et udvalg, der arbejder med spørgsmålet og fremlægger resultatet i marts 2017.
Man kan kun håbe, at der tænkes opfindsomt og modigt i udvalget, for udviklingen i flere nøgletal kalder på nye måder at vælge lokal ledelse på, som kan øge folkekirkens legitimitet i de kommende år.