Den svenske regerings ambition om at lade Sverige fremstå som Europas forjættede land og en humanitær supermagt ved at love permanent asyl til stort set alle flygtninge og migranter fra blandt andet det krigsramte Syrien er en dybt uansvarlig politik. Den har ført vores naboland ud på sammenbruddets rand.
Med op mod 190.000 flygtninge i år og en tilstrømning på samme niveau i de kommende år vil svensk økonomi blive massivt belastet. Flygtningestrømmen kan ikke rummes inden for rammerne af den skandinaviske velfærdsmodel, som den tidligere socialdemokratiske finansminister herhjemme, Bjarne Corydon, formulerede det i et interview forleden. Han forudser et sammenbrud af den svenske velfærdsstat, hvis flygtningestrømmen fortsætter.
Det politiske establishment i Sverige har undertrykt debatten om alle de indlysende problemer og udfordringer, som den voldsomme indvandring og kultursammenstødet fører med sig. Og det er ikke sket uden omkostninger.
En voksende del af svenskerne er blevet politisk radikaliseret. Den ekstreme højrefløj anført af nynazister er i modsætning til i Danmark et reelt problem i Sverige. Og de seneste meningsmålinger viser, at op mod hver femte svensker nu vil stemme på det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, der ligger politisk til højre for Dansk Folkeparti.
I de seneste dage har Sverige kæmpet med en bølge af højreekstreme og terroragtige anslag mod flygtningelejre, der er blevet nedbrændt. Angrebet på en skole med mange muslimske børn har også en højreekstremistisk signatur.
En tilsvarende, men ikke helt så voldsom politisk udvikling finder sted i Tyskland. Angela Merkels åbne grænser og optimistiske ”Wir schaffen das” - vi ordner det - har ført til en lige så vanskelig situation for tyskerne som for svenskerne.
Det er uansvarligt, når en regering og en politisk elite bliver så selvberoende, at den ophører med at lytte til sin befolknings bekymring. En befolkning, der føler sig truet på sin eksistens og potentielt overflødiggjort, vil svare igen ved at radikalisere sig. Og hvis der lægges låg på debatten, som det er sket i Sverige, ender den som en trykkoger.
Herhjemme har en del af den politiske forskning tidligere vist, at effekten af en meget åben og til tider ophidset udlændingedebat har været øget tolerance blandt danskerne over for netop udlændinge. Det er også bemærkelsesværdigt, at åbenheden i den danske debat og den førte restriktive udlændingepolitik har forhindret udviklingen af en ekstrem politisk højrefløj herhjemme, i modsætning til hvordan det er gået i Sverige og Tyskland. Alt tyder på, at svenskerne nu bliver nødt til at gå den danske vej.
Det løser ikke flygtningekrisen. Men de ufatteligt mange penge, som vi herhjemme og ikke mindst i Tyskland og Sverige bruger på flygtninge og migranter, ville række til at hjælpe langt flere mennesker tæt på deres hjem. Europa må værne om sine grænser og hjælpe tættere på konfliktområderne.