Enlige mænd har ikke ret til børn

Børn skal være en gave, ikke en rettighed

Enlige mænd har ikke ret til børn

Skal en enlig mand have ret til at få børn via en rugemor? Det mener 44 procent af de personer, der er blevet spurgt af analyse-instituttet Epinion for DR. Næsten halvdelen af danskerne mener altså, at en enlig mand skal have mulighed for at blive biologisk far gennem en kvinde, der betales for at bære barnet, men giver det fra sig efter fødslen.

Dette etiske spørgsmål siger en hel del om vores tid, især de argumenter, der benyttes. De navigerer helt overordnet efter to grundprincipper: ligestilling og rettighed. Begge principper har båret gode frugter, men overbelastes. I debatten om enlige mænds ret til børn bliver de til fejlpræmisser, som gør tænkningen stiv og fordomsfuld.

Ligestilling betyder for mange danskere, at mænd og kvinder skal kunne det samme. Så når det ene køn har ret til behandling for barnløshed, må det andet køn have det samme. Og også selvom denne ligestilling vil betyde, at mænd skal have lov at benytte sig af rugemødre. Det er ulovligt i Danmark at købe en kvindes krop til at udruge sit barn. Men 44 procent af danskerne støtter altså en idé, der er baseret på denne kriminelle metode.

Det er naturligvis forkert. Mænd har ikke krav på at få børn, blot fordi kvinder har ret til fertilitetsbehandling. Men vi lever i en tid, der er så ideologisk, når det gælder lige muligheder, at det er blevet en folkesygdom at tænke ukritisk om emnet.

Det er en endnu værre antagelse, at man kan have ret til et barn. Et barn er en gave. I samme øjeblik, man får ret til en gave, holder den op med at være en gave. Så bliver forholdet til jura. Og dermed bliver tilværelsens gavmildhed reduceret til et retskrav.

Vores daglige sprog har forstået det. Vi får børn. Vi tager dem ikke. Det er ikke en ren formssag. Sproget har en vigtig pointe, når det hedder, at det største i livet er os givet. Det er i bund og grund et spørgsmål om, hvordan vi opfatter mennesket. Vi glider hen imod at indsætte jeg’et som Gud, men vi burde være mere ydmyge og bøje os for, at noget er ude af vores hænder.

Det er et grundlæggende problem, når vi tænker i rettigheder, at det enkelte menneske bliver målet, mens andre samtidig bliver til middel. I spørgsmålet om at have ret til børn bliver barnet et middel til at opfylde den voksnes behov. Barnet bliver et middel, den voksnes følelser er målet. Det hele formuleres som en ret.

Debatten om at have ret til børn kommer selvfølgelig, fordi barnløshed er blevet mere udbredt. Men den dækker over et andet fundamentalt problem: Flere lever som enlige, og for mange er det tilmed et valg. Vi har ondt i samlivet, og mange vil hellere bo for sig selv. Men vi skulle hellere tale om, hvor-for vi er blevet dårligere til at holde hinanden ud, hvilke forventninger vi kan have til sam-livet, og hvordan vi lærer, at vi skal være et middel i andres liv, i stedet for at gøre egne behov til mål og rettighed.