Erdogans tvivlsomme motiver

Efter års tøven skrider Tyrkiet omsider til handling mod IS

Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.
Kerrin Linde, udenlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.

Det var på tide, at Tyrkiet som Natos største muslimske land for alvor meldte sig ind i kampen mod Islamisk Stat.

Desværre skulle der et dødbringende selvmordsangreb med 32 omkomne i grænsebyen Suruc til, før præsident Recep Tayyip Erdogan omsider iværksatte luftangreb på IS-stillinger i nabolandet Syrien.

Da USA sidste efterår fik samlet en alliance af muslimske lande som Saudi-Arabien og Nato-lande som Danmark i et forsøg på at stoppe de sunnimuslimske IS-ekstremisters fremmarch i Syrien og Irak, holdt amerikanernes nærmeste allierede i regionen sig tilbage.

Islamisk Stat var i Ankaras øjne et nødvendigt onde for at få væltet Bashar al-Assads regime i Damaskus og bekæmpet kurdiske oprørere på den anden side af grænsen. Ingen af delene er lykkedes.

Selvom det ikke er påvist, at Tyrkiet direkte har støttet IS, har de tyrkiske myndigheder alt for længe vendt det blinde øje til, når vestlige jihadister er rejst gennem landet for at tilslutte sig det brutale kalifat.

De fleste af ofrene i Suruc var unge tyrkiske kurdere, der ville hjælpe med genopbygningen af grænsebyen Kobane, hvor IS-bødler-ne nærmest for øjnene af tyrkerne myrdede løs.

Det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK, svarede igen på selvmordangrebet ved at opsige en to år gammel, skrøbelig våbenhvile og dræbe to tyrkiske betjente, der skal have hjulpet IS.

Samtidig med luftangrebene på IS har de tyrkiske F-16-fly også bombet PKK-mål i Nordirak, og dermed er en blodig konflikt, som i mere end tre årtier har martret Tyrkiet, desværre ved at genopblusse.

Den tyrkiske regering frygter, at kurderne med deres succes på slagmarken snart kan have kontrol over et sammenhængende område i Syrien og Irak, og man vil på ingen måde risikere at se en kurdisk stat på den anden side af grænsen.

Derfor satser tyrkerne på at få amerikanerne med på at oprette en bufferzone i grænseområdet, nu da USA's kampfly omsider har fået lov til at flyve bombetogter fra den vigtige Incirlik-base, som kan få afgørende betydning i opgøret med IS.

Fremtrædende EU- og Nato-politikere har med rette advaret Tyrkiet imod at bruge kampen mod IS som en undskyldning til at opsige den spæde fredsproces med kurderne, som Erdogan selv var initiativtager til.

Kritikere af den tyrkiske fremfærd indvender med rette, at det ikke giver mening at gå ind i kampen mod IS, samtidig med at man stækker Islamisk Stats mest slagkraftige modstander.

Det kan også undre, at myndighederne under de seneste dages masseanholdelser i Tyrkiet ikke kun har anholdt op imod 1000 formodede IS- og PKK-sympatisører, men også kritikere af Erdogans stadig mere egenrådige kurs.

For man skal ikke glemme, at de moderate kurderes succes ved det nylige parlamentsvalg i Tyrkiet har presset Erdogans islamiske regeringsparti AKP, som for første gang må finde sig en koalitionspartner.

Hvis det ikke lykkes inden udgangen af næste måned, venter der nyvalg, og den slags har Erdogan erfaring i at vinde med nationalistiske toner.

Derfor er det på sin plads at have sine tvivl om hans motiver til at gå ind i kampen mod IS.