Et amerikansk valg i skuffelsens tegn

Donald Trump har givet demoraliserede amerikanere en stemme

Det var budskabet om håb og forandring, som i 2008 bar den forholdsvis ukendte demokratiske senator Barack Obama hele vejen ind i Det Hvide Hus.

Hans sejr blev sikret af kvinder, unge, sorte og asiater samt lavtlønnede, som sukkede efter forandring. Efter otte år med den første sorte præsident skal amerikanerne til november vælge en ny øverstkommanderende, og for mange er håbet om forandring bristet i et stadig mere polariseret samfund.

I dag savner mange amerikanere lederskab og tryghed i tilværelsen, og derfor er en kontroversiel skikkelse som Donald Trump dukket op som en trold af en æske og nyder stadig større opbakning i det republikanske bagland med sit simple, men effektive slogan om at gøre USA stærkt igen: ”Make America great again”.

I europæiske - og også mange amerikanske - øjne kan det virke besynderligt og dybt bekymrende, at den politisk uerfarne, stenrige byggematador og reality-tv-stjerne nu i må-nedsvis har ført Republikanernes kapløb om præsidentkandidaturet med demagogiske budskaber om at smide alle muslimer ud af landet, samtidig med at han på det groveste latterliggør sine modkandidater, kvinder og indvandrere.

Hans åbenlyse ringeagt for normerne i amerikansk politik har gjort ham til en befriende politisk ukorrekt helt for millioner af amerikanere. Nemlig dem, der nærer mistillid til magt- og pengeeliten i Washington og på Wall Street, og som føler, at de mister fodfæstet i en globaliseret verden, hvor USA efter to fatale krige ikke længere fører an som supermagt.

De vil se forandring, og det tror de, en succesrig erhvervsmand kan tilbyde, for nu har de andre haft chancen længe nok. Trump repræsenterer dette håb om forandring, som Obama gjorde det i 2008.

Præsidenten selv beskylder med rette milliardæren for at slå plat på en desperat arbejderklasses frygt og frustrationer, og Trump nyder da også stor opbakning blandt især hvide arbejdere, der føler sig svigtet af det politiske establishment.

Dennes tiltrækningskraft skyldes ikke, at han lover arbejderne nye job. Mange tiltrækkes af Trumps macho-attitude, og som en nylig reportage fra et Trump-valgmøde her i avisen også afslørede, er der mange ting, hans vælgere er uenige med ham i, men de beundrer hans selvsikkerhed og klare tale.

Det er et stort problem for både Republikanerne og Demokraterne, at der tydeligvis ikke er andre, der giver en stor, frustreret gruppe i samfundet en stemme. Trump har ramt en nerve, og de to store partier, også det, som han hævder at repræsentere, gør klogt i at lytte til de frustrerede vælgere og tilbyde dem et alternativ, når valgkampen skydes i gang om fem uger i Iowa og New Hampshire.

Samtidig er det værd at huske på, at primærvalgene afgøres stat for stat - helt frem til sommer. Selvom Trump i dag ifølge RealClear-Politics' gennemsnit over de forskellige målinger nyder opbakning fra 35,6 procent af de republikanske vælgere, vil meget ændre sig, når ballet for alvor går i gang om en lille måneds tid, men vælgernes skuffelse bliver næppe mindre.