Det ligger lige for at være skræmt af det amerikanske præsidentvalg.
Den frie verdens nye leder, Donald Trump, har i sin populistiske valgkampagne lagt op til at ville føre en politik, der bygger mure omkring USA, så kineserne ikke længere kan tage de amerikanske jobs, så mexicanere ikke længere kan voldtage amerikanske kvinder, og så muslimer ikke længere kan sprænge amerikanere i luften.
Donald Trump har – set med danske øjne – forledt sine vælgere til at tro, at fortiden kan genskabes. Med sit populistiske og enkle budskab om at gøre Amerika stort igen har han bildt sine vælgere ind, at de selv kan blive store og udleve den amerikanske drøm. For mange af dem er han personificeringen af den succes, som de ikke selv har haft i deres liv. Hans sejr er blevet deres sejr.
Han har været demagogisk og impulsiv i sin valgkamp. Med en uhørt grov, personlig vrede har han formået at stille sig i spidsen for en protest mod det etablerede samfund, som han paradoksalt nok også selv repræsenterer. Han har dæmoniseret sin modkandidat Hillary Clinton, der for sin del har været alt for meget af det, som Trump er alt for lidt af. Valget af ham er i høj grad også et fravalg af hende.
Trump er en megalomanisk skikkelse. Mange anså ham som en vittighed, da han stillede op, og ingen meningsmålinger eller analyseinstitutter har for alvor formået at opfange den stemning i befolkningen, der nu har gjort ham til amerikanernes nye leder.
Det mest skræmmende ved Trump er hans uforudsigelighed. Ingen ved, om han vil droppe Nato, bakke op om Europa eller støtte Ruslands ekspansionstrang. Han har lovet så lidt, og han kan derfor udvikle sin politik i næsten alle tænkelige retninger.
Uforudsigeligheden kan derfor også vendes til hans fordel. Den forsonende tone, som han anslog i sin sejrstale med understregningen af, at han vil være hele USA’s og alle amerikaneres præsident, er ny og opløftende. Den splittelse i befolkningen, der eksisterer, har han forstærket i valgkampen, men al god politik handler om at skabe samfund og fællesskab. Det kræver en forsonende tone, og den har han tilsyneladende fundet.
Trump vil forhåbentlig blive en præsident, der også vil blive formet af embedet. The office makes the man – embedet skaber manden – hedder det på engelsk, og det må vi håbe sker. Selvom Det Republikanske Parti, der på et tidspunkt så ud til at lide under en politisk nedsmeltning, nu sidder tungt på magten også i Kongressens to kamre, er der stærke kræfter i det politiske system, der kan tøjle præsidenten.
Han skylder ikke partiet sin sejr, og omvendt er dets kongresmedlemmer repræsentanter for en klassisk form for politik, der ligger langt fra Trumps. Han er politisk uerfaren, men kommer ikke til at sidde alene i Det Hvide Hus.
Her på den anden side af Atlanten er Trumps sejr endnu en påmindelse om, at den gamle politiske orden er i opbrud. Ikke bare i USA, men også herhjemme, i Europa og andre dele af verden. Der er en folkelig protest mod grænseløsheden og indvandringen. En voksende modstand mod den globalisering, som slår mange ikke mindst uuddannede mennesker omkuld. Og der er en voksende folkelig anerkendelse af betydningen og vigtigheden af det nationale.
Den kommende tid bør blive præget af en fælles bestræbelse på at forstå, hvad der bragte Trump til magten. De samme folkelige kræfter udfolder sig også i Europa. Der skal lyttes til dem, og der skal føres politik, der tager hensyn til dem.
Svaret på det folkelige opbrud bør ikke være national isolation, men svaret er heller ikke at fortsætte som hidtil.