Ateistisk Selskabs reklamekampagne på nogle bybusser i Aarhus i slutningen af marts og begyndelsen af april har haft deres beklagelige virkning. Med flere forskellige reklamer formet som spørgsmål – ”Hvorfor tro på en gud?” og “Hvorfor koster tro noget?” – ville ateisterne have danskerne til at melde sig ud af folkekirken med et klik på internettet.
I denne uge offentliggjorde Danmarks Statistik så de officielle udmeldelsestal for årets første kvartal. Mere end 4000 meldte sig ud af folkekirkens fælleskab i den periode, hvilket er markant flere end normalt. Nu er der ikke grund til at gå i panik, for tilbage i kirken er fortsat 4,3 millioner medlemmer.
Men her dagen før pinse, hvor den kristne kirke fejrer Helligåndens komme, giver det god mening at besinde sig på troens og kirkens betydning, for pinsen er også fejringen af kirkens begyndelse og kaldes derfor ofte for kirkens fødselsdag.
Ateisme er så åndløs og i sin moderne form også fantasiløs i sin religionskritik, at den ikke bidrager med andet end en benægtelse af troen på Gud. Den rummer ingen værdier, og den kan ikke samle endsige forene mennesker om noget positivt. Ingen rig kultur eller civilisation kan bygges på ateisme. Al kultur rummer kulten og troen på noget større i sin kerne.
Kommunismen havde ateismen indlejret i sig som en del af sin ideologi. Den benægtede og til dels forbød al religion og ophøjede i stedet mennesket og udsatte derfor også mennesket til sig selv. Uden Gud var alting tilladt, som den russiske forfatter Dostojevskij profetisk formulerede det i 1800-tallet. Det kommunistiske gudløse drømmesamfund blev da også til et umenneskeligt mareridt.
Den kristne kirke – og i Danmark gælder det i særlig grad folkekirken – er det ubetinget største meningsbærende fællesskab, der er tilbage i den vestlige verden. Kirken er ikke længere en magtbastion, men langt snarere kilde til et værdifællesskab, som det giver ualmindelig god mening at tilhøre. Alle fællesskaber er under pres og opløsning i disse år. En stærk individualisme går sin sejrsgang på jord. Forståelsen og medfølelsen med andre er svindende.
Samfundssind er et ord med noget fortidigt over sig, og det samme er følelsen af personligt ansvar for fællesskabet. Men det hele rummes i kristendommens forståelse af næstekærlighed, barmhjertighed og omsorgen for andre. Kristendommen sætter mennesker fri til at leve i ansvar over for både Gud og næsten.
Den nu afdøde italienske journalist og forfatter Oriana Fallaci, der betegnede sig selv som kristen ateist, hyldede for et årti siden den tidligere pave Benedikts opfordring til alle ateister om at leve, som om Gud eksisterer. Pointen var den samme, som ligger bag de mange udsagn fra mennesker, der siger, at de ikke tror på Gud, men er kulturkristne.
Den nu afdøde formand for folketinget Erling Olsen var en af dem. I et avisinterview for 12 år siden fortalte han om sit engagement som ateist i sine ungdomsår. Han opgav ateismen, for han søgte efter en gudløs kristendom og næstekærlighed i samfundet, men måtte erfare, at den ikke kan lade sig gøre uden kristendommen.
Det gudløse samfund bliver nemt et umenneskeligt samfund, viser historien. Den kristne kirke er derimod bærer af en menneskelighed og en åndelig dimension i tilværelsen. Den er med sin klokkeringning, sine gudstjenester og sin forkyndelse en bestandig påmindelse om, at der er mere i livet end alt det, der kan måles og vejes. Kirken, som ateisterne vil have nedlagt, rummer en poesi, en skønhed og formidler en tilgivelse, en trøst og et håb, der er kilde til dyb livsmening, som ikke findes andre steder.
GLÆDELIG PINSE