Et langsomt farvel til Cubas diktatur

Efter tøbruddet mellem USA og Cuba må diktaturet falde

Erik Bjerager er ansvarshavende chefredaktør på Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager er ansvarshavende chefredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

I en tid, hvor der er langt mellem de positive nyheder fra verden omkring os, er det opmuntrende at erfare, at USA og Cuba nu opretter diplomatiske forbindelser. USA lemper på sin snart 55 år lange handelsembargo. Døren åbnes for amerikaneres rejse til Cuba, tele- og telefonforbindelsen mellem de to lande udvides, og det bliver lettere for cubanere med familie i USA at modtage penge derfra.

Det vil revolutionere mange cubaneres liv til det bedre, og det er et stort skridt mod en normalisering af omverdenens forhold til Cuba. Det er også en milepæl i afviklingen af et af de sidste levn fra den kolde krig. Nu er kun Nordkorea tilbage. At pave Frans har haft en afgørende rolle i at opbløde det fastlåste forhold kalder på respekt og viser, at konflikten havde fået en sådan karakter, at den skulle løses med andre midler end de sædvanlige diplomatiske.

Men det er ikke nok at afskaffe den politiske og økonomiske embargo, der har forarmet de godt 11 millioner cubanere. Cubas diktatur bør også falde. Castro-brødrene, der i kraft af deres høje alder og skrøbelige helbred er på vej væk fra Cubas politiske scene, har styret landet i mere end et halvt århundrede. De skal sættes fra magten, og det er i omverdenens og Cubas egen store interesse, at deres afløser ikke bliver en Putin-agtig lederskikkelse. Men der er ikke noget, der tyder på, at diktaturet i Cuba kan overleve afskaffelsen af den altomfattende embargo.

Intet diktatur kan nemlig overleve åbenhed og frihed. Den græske filosof Aristoteles konstaterede allerede i Antikken, at frihed og demokrati hænger sammen. I 1500-tallet slog den italienske filosof Machiavelli fast, at ingen stat kan vokse i rigdom uden frihed. Siden har historien med få undtagelser vist, at det modsatte også er tilfældet. Et lands befolkning vil forvente mere frihed, i takt med at dets velstand vokser.

Den nu afdøde dissident og siden præsident for Tjekkiet Vclav Havel var i sine ord og handlinger overbevist om, at menneskets længsel efter frihed er en naturkraft, der ikke kan stoppes. Det samme mente Sydafrikas frihedshelt og præsident Nelson Mandela, der døde i 2013. ”Der findes ikke sådan noget som delvis frihed,” sagde han engang.

Alt tyder på, at Cuba har sat kurs mod frihed, åbenhed og i længden også en ny og demokratisk styreform. Men det skal gøres rigtigt og formentlig også langsomt. Kommunismens sammenbrud i Sovjetunionen og det efterfølgende kollaps i økonomien, der blev delvist overtaget af oligarker og forbrydere og skabte vejen for Putins styre, skræmmer. Cuba skal gå sin egen vej og sikre hele befolkningen velstand - og frihed.

bjer