Kristeligt Dagblad mener: Et nyt organ er en gave, ikke en ret

Det er et uetisk forslag at lade organdonorer komme foran i køen

Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad
Karin Dahl Hansen, Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Donation betyder gave, men med et nyt forslag lægger organdonorforeningen 7liv op til en købmandslogik, hvor de, der selv er villige til at give et organ, har fortrinsret til livreddende behandling frem for de, der ikke står i donorregisteret.

Det er en logisk slutning i et individualiseret samfund, hvor den enkelte i stigende grad ansvarliggøres for egen sundhed og sygdom. Men slutningen er ikke desto mindre forkert og er et frontalangreb på et sundhedsvæsen, der er baseret på solidaritet, lighed og ikke mindst barmhjertighed.

Et livreddende organ er en gave, man kan modtage i taknemmelighed, og ikke noget, man skal gøre sig fortjent til, lige så lidt som man skal gøre sig fortjent til andre ydelser i det danske sundhedsvæsen. Uanset hvor lidt eller meget man har bidraget til fællesskabet via skatten, har man ret til nøjagtig samme behandling. Og uanset om man er ung eller gammel, ledig eller i arbejde, er det ikke det, der skal skeles til, den dag man bliver patient.

Baggrunden for forslaget fra 7liv er ikke desto mindre dybt alvorlig for de syge mennesker, det drejer sig om. Hvert år dør danskere, mens de venter på en ny nyre, hjerte, lunge eller lever. De og deres familier håber på, at et organ fra en hjernedød person vil kunne gøre dem raske. Det er et helt igennem forståeligt håb, og det er et af lægevidenskabens mirakler, at døde kan give liv til syge mennesker.

I enkelte lande, blandt andet Spanien, har man væsentligt flere organtransplantationer end i Nordeuropa, fordi personalet er trænet i den såkaldte svære samtale og tager sig tid til at tale med de familier, hvis kære er erklæret hjernedøde. At man kan komme langt ad den vej, er positivt, og der er næppe tvivl om, at danske læger og sygeplejersker kan blive bedre til at tage disse samtaler. Men det må aldrig nogensinde blive et pres, og et nej altid skal respekteres.

I sidste ende er det imidlertid en illusion at tro, at man nogensinde kan afhjælpe manglen på organer med smarte systemer og incitamenter. Alene ved at tale om ”organmangel” er man med til at gøre mennesker til potentielle reservedelslagre. Det er de ikke, og man må indse, at der aldrig vil komme overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel for nu at blive i købmandsterminologien.

Lægerne kan mere og mere, og derfor vil flere også kunne have gavn af et nyt organ, hvilket vil øge behovet. Enkelte patienter bliver sågar så desperate, at de køber sig til organer fra fattige i Den Tredje Verden. Igen er det forståeligt, at et enkelt sygt menneske handler i desperation, men det må aldrig blive den vej, vi som samfund går.