Hverken meningsmålinger eller tv-stationernes exitpolls formåede at lodde stemningen i vælgerdybet op til torsdagens folketingsvalg. Dansk Folkepartis fremgang blev markant større end forventet og kommer til at ændre det politiske billede for den kommende regeringsperiode. Venstre tabte valget, men vinder regeringsmagten, og Lars Løkke Rasmussen (V) kan se frem til en tid som den nye Helle Thorning-Schmidt (S). Også hun kom til magten ved at tabe valget og måtte i hele sin regeringstid bøje sig for sine støttepartier.
Nu er det Dansk Folkeparti, der svinger taktstokken over blå blok. Og den er slet ikke så blå. Den voldsomme tilbagegang for Venstre og De Konservative opvejes ikke af Liberal Alliances fremgang, og valgresultatet viser, at danskerne ikke har stemt på en klassisk borgerlig linje. Vælgerflertallet har derimod givet blå blok et mandat til at føre en midtersøgende, gammelsocialdemokratisk politik præget af antiglobalisering og en betydelig skepsis over for indvandringen.
Dansk Folkeparti blev født som et protestparti, men er nu vokset til at være Folketingets næststørste og kan ikke længere unddrage sig det forpligtende ansvar, der følger med at have magt og indflydelse. Partiets leder, Kristian Thulesen Dahl, der også efter valget sår stærk tvivl om, hvorvidt partiet vil gå i regering, må med den tillid, som vælgerne har vist ham, ændre holdning. Det er falsk beskedenhed, når Thulesen Dahl siger, at Dansk Folkeparti ikke søger ministertaburetter eller -biler, men bare søger så stor indflydelse som muligt. De mange vælgere - mere end hver femte i landet - der har stemt partiet til magten, vil forvente, at det også vil påtage sig det ansvar, der følger med.
Forståeligt nok skræmmer de politiske spor. De Radikale og SF, der begge har været i regering med Socialdemokraterne, gik massivt tilbage ved valget, og De Konservative har gjort samme erfaring: Regeringsansvar slider og koster med stor sandsynlighed vælgeropbakning. Men nu må Dansk Folkeparti løfte det ansvar, der følger med indflydelsen og det mandat, som vælgerne har givet dem. Partiet kan ikke køre på frihjul, men må tage det sure med det søde.
At valget blev et jordskredsvalg, skyldes ikke kun den massive opbakning til Dansk Folkeparti. Alternativets indtog på Christians-borg ændrer billedet på venstrefløjen, hvor også det andet fløjparti, Enhedslisten, gik frem, mens SF måtte notere massiv tilbagegang.
Valget viser, at de gamle partier, der alle har haft magten, men også taget ansvaret, med Socialdemokraterne som undtagelse er gået tilbage, mens de partier, der søger indflydelse, men endnu ikke har vist, at de også vil og kan tage ansvar, er gået frem. Det stiller Folketinget og folkestyret over for nye udfordringer.
Jordskredsvalget vil vække genklang også uden for Danmarks grænser. Det bliver en særlig udfordring for landet at balancere udlændingediskussionen og politikken sådan, at Danmark ikke mister omdømme og kommer til at fremstå som et nationalt selvtilstrækkeligt, lukket og fremmedfjendsk land. Valgkampen har indimellem skabt det indtryk, at udlændinge, herunder østeuropæere, ikke er ønsket herhjemme, hvilket er helt uacceptabelt.
Danmark bør være et land, der på den ene side fører en stram udlændingepolitik over for de flygtninge og indvandrere, der er svære at integrere, men på den anden side står fast på at være en åben nation med et humanistisk ansigt, en stærk u-landspolitik og et både europæisk og globalt engagement. Det bliver Lars Løkke Rasmussens store udfordring at skabe et regeringsgrundlag, der sikrer det.