Et valg om mere end to personer

Vælgerne interesserer sig heldigvis mere for politik end personer

Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Der lød et forløsningens og lettelsens suk på Christiansborgs gange, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskrev folketingsvalg i går. Valgkampen har reelt været i gang, siden statsministeren holdt sin nytårstale og lancerede kampagnen ”Det Danmark du kender”. Uanset udfaldet skaber det politisk klarhed og forhåbentlig ny politisk handlekraft at gennemføre valget nu.

Meget tyder heldigvis på, at folketingsvalget ikke bliver den præsidentvalgkamp mellem Helle Thorning-Schmidt og Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen, som statsministeren efter alt at dømme håber på.

Selvom statsministerens popularitetskurve har været støt stigende, så hun nu foretrækkes som statsminister af markant flere danskere end Lars Løkke Rasmussen, viser meningsmålingerne fortsat flertal for en borgerlig regering.

Det udtrykker, at vælgerne interesserer sig mere for politik end for personer. Og det er opmuntrende og glædeligt for demokratiet, at vælgerne ikke bider på en sort-hvid opfattelse af, hvad det er for et politisk valg, vi alle står over for. Det handler om langt mere end to personer.

Derfor må man også håbe, at Socialdemokraterne opgiver smædekampagnen ”Hvem skal betale Løkkes regninger?”. I annoncerne fremstilles Lars Løkke Rasmus-sen i et gustent lys foran en mængde håndskrevne bilag, og ærindet er klart: Der sås tvivl om Venstre-lederens personlige og moralske habitus. Det er den form for politisk personforfølgelse, der skaber politikerlede, og det er ikke mindst pinligt for statsministeren, da hun selv op til forrige folketingsvalg sagde til Ekstra Bladet: ”Især i den senere tid har jeg oplevet, at de borgerlige er meget optaget af en meget personlig valgkamp, man bruger den negative kampagne frem for at fremhæve sin egen politik. Det er ikke sundt for vores demokrati.”

Det havde hun ret i. Det er ikke sundt for demokratiet.

Helle Thorning-Schmidt har gjort spørgsmålet om velfærd til valgets vigtigste omdrejningspunkt. Det er modigt, al den stund at Danmark i dag er på vej ud af krisen, fordi regeringen efter valget i 2011 valgte at skrotteS og SF's eget bud på en økonomisk politik for i al væsentlighed og under radikalt herredømme at videreføre den borgerlige regerings økonomiske linje. Det har vist sig at være en rigtig beslutning, og det er en styrke for landet, at de to blokke er grundlæggende enige om hovedtrækkene i den økonomiske politik.

Derfor skal valgkampen handle om meget mere end den. Måtte den blive fair og sikre vælgerne et så godt udgangspunkt som muligt for at sætte deres kryds den 18. juni.

bjer