Det har aldrig været nemt at træffe valg om abort. Men tilbage i 1970'ernes begyndelse var det sandsynligvis alligevel nemmere end nu.
Dengang handlede abortdebatten primært om kvinders ret til selvbestemmelse over egen krop og uafhængighed af manden. Fokus var på kvindens rettigheder i en tid, der i historisk perspektiv var ny og revolutionerende. Aldrig før havde aborten været lovlig, og tilhængere så den fri abort i sammenhæng med datidens øvrige frigørelsestendenser og autoritetskritik. At abort også kunne være et svært valg, forekom ikke indlysende.
Som en abortforkæmper fra 1973 blev citeret for her i avisen i lørdags: ”Abort giver mig lige så lidt skrupler som at gå i seng med en mand, når jeg har lyst (...). Inden for de sidste tre måneder har jeg fået tre aborter.”
Meningsfæller til den unavngivne kvinde fra tidsskriftet ”Rødstrømpen” er sværere at finde i dag. Synet på abort har ændret sig, fordi etikken er kommet tilbage i samfundsdebatten generelt. Det konsekvensfrie valg findes ikke.
Flere har erkendt, at der er et etisk dilemma i at skulle vælge mellem kvindens ret og fosterets ret. Abortdebatten er gået fra at være politisk til at være eksistentiel. Det har betydet, at hvor man før kunne se sit valg af abort i en større sammenhæng (som en kollektiv politisk manifestation), er man nu i højere grad alene med sit valg. Det er kort sagt blevet sværere end i 1970'erne at træffe beslutning om abort og tale med andre om sit valg.
Det er ikke et særskilt mål at stræbe efter ensomhed og isolation, når livets store valg skal træffes. Men det er ikke desto mindre positivt, at der med etikkens tilbagekomst er kommet balance i abortdebatten. Illusionen om, at abort alene handler om kvinders selvbestemmelse, er god at få brudt - også af hensyn til de ganske mange kvinder, der fortryder abort og mange år efter fortsat lever med en følelse af skyld og skam. De bør have opbakning og vide, at deres følelser ikke er ”forkerte” eller reaktionære knæfald for patriarkatet.
Uden at trække parallellen for vidt kan man hævde, at noget tilsvarende er sket i debatten om skilsmisser. Her er fokus til en vis grad også skiftet fra de voksnes ret til selvudfoldelse til fokus på børnenes skæbne ved skilsmisser. Det betyder ikke, at antallet af skilsmisser falder - tværtimod. Men det betyder, at et stort flertal af befolkningen erkender, at vores valg undertiden har smertelige konsekvenser for andre.
Denne etiske dimension er vigtig at have med, for den kvalificerer debatten om dette komplekse emne. Med erkendelsen af, at de konsekvensfrie valg ikke findes, bliver debatten mere nuanceret og fri for skråsikre holdninger og fordømmelser. mbh