Friheden til at bo og arbejde, hvor i EU man har lyst og mulighed for det, var aldrig tænkt som et tilbud til borgere om at vælge og vrage mellem sociale ydelser og flytte dertil, hvor man kan få mest fra de offentlige kasser.
Det tilsiger sund fornuft, og tidligere på ugen slog EU-Domstolen netop dette fast. Dermed underkendte dommerne EU-Kommissionen, der har været ude efter Storbritannien, der har forsøgt at slå bremserne i over for det, der med et grimt, men også rammende udtryk betegnes som velfærdsturisme.
Det er en god nyhed for ikke alene briterne, men alle nordvesteuropæiske velfærdsstater, der har indrettet sig med et betragteligt skattetryk og dertil hørende generøse offentlige ydelser. Disse var aldrig tiltænkt samtlige europæ-ere, men de enkelte landes borgere.
Dermed er det fastslået, at EU ikke er en social union, og at det enkelte land har mulighed for at indrette sig med de velfærds-systemer, det ønsker. Det giver mening i et Europa, hvor der er store forskelle på leve- vilkårene, og hvor det desuden er meget forskelligt, om man giver ydelser direkte, ved hjælp af skatterabatter eller om den enkelte skal forsikre sig mod eksempelvis ledighed og sygdom.
Dommen ligger i forlængelse af en række tidligere afgørelser, der peger i retning af, at man har ret til at tage et arbejde, hvor man har lyst, men ikke fri adgang til et hvilket som helst lands velfærdsydelser.
Dommen er en balancegang, for den bidrager til at sikre en fornuftig grænse mellem de vilkår, som skal gælde for henholdsvis borgere og tilflyttere fra andre lande.
Afgørelsen kan også være med til at sikre en større folkelig opbakning til unionen. De fleste synes, det er fair, at den irer eller portugiser, der bygger Metroen, eller de litauere, der gør rent på hotellerne, skal have rimelige vilkår, mens de færreste ønsker at forsørge andre landes borgere på diverse passive ydelser eller udstede checks til børn, der slet ikke bor her.
Trods flere domme, der har strammet op, er der også afgørelser, der har trukket i den anden retning. Det er således en direkte konsekvens af en anden afgørelse fra EU-Domstolen, at antallet af unge europæere, der modtager dansk SU, er steget markant siden 2013, og det er værd at lægge mærke til, at den største stigning udgøres af rumænere, som kommer fra et af de fattigste lande i Europa. Det tvinger Danmark og andre lande til at indrette lovgivningen med diverse spidsfindigheder, men det ville være mere reelt, om EU-reglerne respekterede de enkelte landes velfærdssystemer. Vælger briterne i næste uge at blive i EU, har Norden og Tyskland en stærk allieret i den kamp.