”Lad dem drukne. De kender risikoen.” Sådan indledes et af mange hadske udfald mod en ny indsamlingskampagne, som Folkekirkens Nødhjælp har iværksat til fordel for bådflygtninge i Middelhavet. Kommentarerne står at læse på organisationens side på det sociale netværk Facebook, hvor over 7000 personer dog også har tilkendegivet, at de ”synes godt om” indsamlingen.
Den polariserede debat illustrerer, hvorfor ledende politikere for tiden har så utrolig svært ved at finde deres egne ben i forhold til katastrofen i Middelhavet. Kritiske røster mener, at EU bevidst har undladt at assistere flygtningene for at få færre til at forsøge at nå frem til Europas kyster. Hvis hensigten skulle have været så kynisk, kan man i hvert fald konstatere, at den ikke er blevet opfyldt. Alene i 2014 steg antallet af asylsøgere i Europa til 626.000 - en stigning på 44 procent fra året før.
Efter katastrofen forleden, hvor næsten 1000 flygtninge omkom, har EU på et topmøde annonceret en 10-punktsplan, der skal forebygge lignende ulykker. Blandt andet vil man forsøge at få ram på menneskesmuglerne og deres skibe, som står bag de grusomme transporter. Målet er al ære værd, men det bliver lige så vanskeligt, som det har været at bekæmpe narkotikasmuglere. Det bagvedliggende problem er, at millioner af mennesker i Afrika lever under kummerlige forhold, samtidig med at krigen i Syrien har jaget millioner på flugt. Derfor vil der fortsat være et enormt pres på Europas ydre grænser, hvor nogle kommer, fordi de er forfulgt, og andre kommer, fordi de ”bare” drømmer om en bedre fremtid i det rige Europa.
Grundlæggende kan Europa ikke huse alle de mennesker, der er på jagt efter et bedre liv, og som ikke er forfulgte.
Derfor må ”velfærdsflygtninge” fortsat sendes retur til deres egne lande, mens de virkeligt forfulgte skal have asyl. Blev asylsøgerne blot nogenlunde jævnt fordelt i EU, og havde Unionens medlemslande ens asylregler, ville udfordringen fra de mange ansøgere imidlertid være mindre politisk sprængfarlig end nu. Især de østeuropæiske lande tager ikke ret mange flygtninge, mens de velhavende lande i Nordeuropa får mange flere, end deres befolkningstal tilsiger. Det sidste skyldes, at den såkaldte Dublin-forordning, der skulle sikre, at enhver flygtning får sin ansøgning behandlet i første ankomstland, i praksis er sat ud af kraft. Det burde EU tage konsekvensen af og aftale et nyt system med en mere jævn fordeling af asylsøgere på det europæiske kontinent. Naturligvis kan intet humant samfund ”lade dem drukne”, men færre ville formentlig udsætte sig for den risiko, hvis der var ordnede forhold for asylsøgere i EU som helhed.