Hvor skal EU hen nu? Det spørgsmål har meldt sig, efter et flertal af briterne fravalgte Europas største politiske fællesskab.
EU står i en krise, som ikke bare er økonomisk og politisk. EU har det identitetsproblem, at man ikke har givet de 500 millioner euro-pæere noget entydigt at samles om. EU er ganske vist for menneskerettigheder og tolerance – hvem er ikke det? – men hvad står disse rettigheder på for et fundament? Hvad er grundfortællingen?
Historien om EU er historien om et krigerisk kontinent, der lærte at forsone sig. Men den fortælling er ikke stærk nok i længden. Den får mindre og mindre appel hos europæerne, jo længere vi kommer fra Anden Verdenskrig.
Jo længere vi kommer fra Anden Verdenskrig, des længere kommer vi også fra de europæiske kristendemokraters grundlæggende politiske betydning for Europa, som er beskrevet i Kristeligt Dagblad i dag.
Det er værd at huske på, at medstifteren af de tyske kristendemokrater (CDU), Konrad Adenauer, var for noget og imod noget andet på en måde, som alle kunne forstå. Adenauer var for eksempel antikommunistisk, men pro kristendom. I dag ville vi sikkert kalde ham for værdipolitiker. Men når det gælder de aktuelle toppolitikere i EU, har de fleste europæere svært ved at sige, hvilke ideologier de er for, og hvilke de er imod.
Særligt katolske politikere som tyske Konrad Adenauer, franske Jean Monnet og italienske Alcide De Gasperi leverede et værdigrundlag, som også var bindeled mellem millioner af vælgere og de ofte fjerne politiske konstruktioner, som for eksempel indførelsen af en Kul- og Stålunion mellem seks lande i 1951.
De europæiske kristendemokrater havde efter krigen en så stor civiliserende kraft, at de kunne spille en central rolle i ikke bare genopbygningen af et krigshærget kontinent, men først og fremmest i skabelsen af et nyt fællesskab, som forsonede gamle fjender.
EU kunne i dag lære af de kristelige partiers historie. Et så stort fællesskab har brug for en åndelig overbygning. Det kan ikke leve alene som rettighedsfællesskab.
Europæere har fået det sværere med kristendom siden 1950’erne. Kontinentets kristendemokrater er heller ikke, hvad de har været. Men kristendommen rummer i al sin fleksibi-litet stadig masser af ressourcer at bygge på. Det burde man handle efter.
EU har vendt ryggen til sin historiske identitet som kristen kultur. Samtidig har man ikke udviklet en ny fortælling, der kan knytte mennesker sammen i et fællesskab. Og deri stikker EU’s identitetskrise: Man kan ikke give en fortælling, som mennesker kan se sig selv i, men leverer til gengæld regler og rettigheder, som ikke samler europæerne.AEM