EU skal ikke agere holdningspoliti

Problematisk, at EU registrerer ubekvemme holdninger

Et trist kapitel i USA’s nyere historie er den såkaldte mccarthyisme. Med den republikanske senator Joseph McCarthy i spidsen førte en begrundet frygt for sovjetkommunismen i 1950’erne til en heksejagt, offentlig udskamning og i flere tilfælde afskedigelser af personer, hvis holdninger og udtalelser ofte slet ikke var Sovjet-venlige, men udelukkende kritiske over for datidens politiske strømninger og militære oprustning i den kolde krig.

Siden har McCarthy i både USA og andre vestlige demokratier stået som et skrækeksempel på den slags organiseret listeføring over navngivne personer med politisk uacceptable holdninger. Netop nu tyder det dog på, at frygten for ikke Sovjetunionen, men Rusland, har fået ledende europæiske politikere til at fortrænge erfaringerne af McCarthys jagt på personer med holdninger, som af forskellige grunde betragtes som uacceptable.

Kristeligt Dagblad beskrev fredag, hvordan EU-systemet i 2015 tog initiativ, blandt andet efter ønske fra den daværende danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R), til at oprette et særligt kontor, der skal imødegå russisk propaganda. Øverste chef for kontoret, der har det officielle navn EU StratCom, er EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, og centralt i kontorets arbejde er Disinformation Review, et ugentligt nyhedsbrev over Kreml-positiv propaganda, forstået som mildt sagt subjektive eller decideret usande historier, der skal styrke den russiske regerings og præsident Putins politiske interesser.

Det lyder jo fornuftigt, velvidende at politisk påvirkning gennem både etablerede og alternative medier ifølge flere landes efterretningstjenester har høj prioritet i Rusland. Men når man så onsdag i denne uge kan høre udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ikke kun bekræfte, men også forsvare, at blandt andre debattør og journalist Iben Thranholm er blevet registreret af EU-enheden, fordi hun i et russisk medie har kritiseret Europas håndtering af muslimsk indvandring og påståede opgivelse af sin egen kristne kulturarv, står det klart, at det skattefinansierede EU-organ ikke er en demokratisk gevinst, men det stik modsatte.

Man kan være enig eller uenig med Iben Thranholm og andre med tilsvarende holdninger, og der er god grund til at undre sig over de stemmer, der ihærdigt fremstiller Putins fortsatte indskrænkning af centrale frihedsrettigheder som demokratiets værn mod islamismen.

EU’s opgave skal bare aldrig være at svække demokratiske grundpiller som ytringsfrihed og pluralisme ved at agere overdommer over acceptable og uacceptable holdninger, uanset hvor vanvittige eller kontroversielle disse holdninger kan virke.

Det betyder ikke, at halve og hele løgne skal stå uimodsagt. Men Vestens og EU’s svar på de totalitære tendenser fra øst skal ikke være, at EU i det små selv begynder at efterligne disse tendenser ved at overvåge og navngive debattører og medier, der ikke agerer i overensstemmelse med holdningerne hos EU’s magthavere.

Så selvom vi endnu er langt fra 1950’ernes McCarthy-stemning, skal bremsen trækkes nu. Ellers risikerer det at ende som i USA, hvor McCarthys stadig mere uforsonlige og stadig mere udokumenterede heksejagt først fik sin afslutning, da hærens chefjurist Joseph Welch ved en senatshøring af McCarthy sagde en berømt sætning, som også EU’s ledelse og alle ansvarlige politikere bør tage til efterretning:

”Har du ingen anstændighed længere?”.