Europas følelse af en kniv for halsen

Prisen for færre flygtninge nu bliver et større problem senere

Jeppe Duvå
Jeppe Duvå. Foto: Leif Tuxen.

Det føles ikke rigtigt, at man skal hilse noget, der er det gustne resultat af kynisk afpresning, som et fremskridt. Men det er ikke desto mindre situationen, efter at EU-landene på torsdagens topmøde i Bruxelles fremlagde skitsen til en aftale med Tyrkiet om, at sidstnævnte skal bremse strømmen af syriske flygtninge til Europa til gengæld for markante politiske og økonomiske gaver fra EU.

For hvis Tyrkiet faktisk kan kontrollere, hvor mange der rejser videre fra landets flygtningelejre til det forjættede EU, hvorfor har landet så ikke gjort det for længst?

Svaret hedder pression. En politisk motiveringsfaktor, der sjældent er set i så ublu udfoldelse som ved dette triste EU-topmøde, hvor maskerne faldt tungt, og ingen europæiske stats- eller regeringschefer længere havde troen på, at det europæiske publikum ville duperes af store erklæringer og flotte forhåbninger.

I stedet kom der så den såkaldte handlingsplan ud af topmødet. Reelt en kravliste fra Tyrkiet, der nu er signeret af EU, og som relativt usminket fortæller, at EU ikke har kontrol over sine egne ydre grænser, ikke regner med at få det og derfor nu åbner alle kasser og døre for Tyrkiet i håb om, at dette land vil gøre arbejdet.

Håbet er spinkelt, uanset at indrømmelserne til Tyrkiet på forhånd ser opulente ud. Når den måske kommende aftale alligevel må betegnes som et fremskridt, siger det kun noget om, hvor desperate forholdene er for de politikere, der mødtes i Bruxelles.

Seneste tal viser, at der alene på den lille græske ø Lesbos uagtet begyndende efterårsvejr dagligt anduver 7000 migranter eller flygtninge direkte fra det tyrkiske fastland, hvor myndighederne åbentlyst ikke til dato har haft noget motiv til at holde dem tilbage.

Om en endelig aftale med premierminister Ahmet Davutoglus regering i Ankara medfører ændringer, der kan aflæses i mindre pres på europæiske asylcentre, må tiden vise. Men for EU-borgerne kan der muligvis, midt i forstemtheden, knytte sig lidt forventning til noget, EU's præsident, Donald Tusk, sagde efter mødet.

Tusk, der virker en del mere klarsynet end mange af de europæiske ledere, han repræsenterer, lod sig med omhu citere for, at en aftale med Tyrkiet ”kun giver mening, hvis den effektivt bremser flygtningestrømmen”.

Tyrkiet er ikke bare ”nærområde” for de hundredtusinder af ulykkelige, der forlader Syrien. Tyrkiet er nabo til Syrien. Og Tyrkiet har både på den ene og den anden måde - senest med sin genoptagne krig mod kurderne og sin yderst halvhjertede afstandtagen fra Islamisk Stat - skaffet sig et medansvar for den flygtningeproducerende katastrofe inde i Syrien.

Der findes med andre ord ikke en eller anden særlig europæisk ”skyld”, som Tyrkiet kan pege på, og som kunne legitimere, at Tyrkiet skal have noget til gengæld for at håndtere sit nabolands flygtningestrøm på en civiliseret måde, både over for flygtningene selv og over for Tyrkiets partnere i Nato og Europa.

Ikke desto mindre er der nu udsigt til en milliardregn af euro over Ankara, lempede visumregler for tyrkiske borgere, der vil til EU, samt en genoptagelse af forhandlingerne om, hvordan og hvornår og på hvilke vilkår Tyrkiet kan blive medlem af EU. Især det sidste vil vise sig at være en indrømmelse, man ikke skulle have givet.

Bare tanken om en indlemmelse af Tyrkiets 78 millioner borgere i et EU, der i forvejen knager i alle fuger og bånd, ligner eventyrpolitik. Med mindre dén del af gavepakken pilles ud inden aflevering, vil torsdagens EU-topmøde gå over i historien som anledningen, hvor EU forsøgte at købe sig fri af et akut problem mod at erhverve sig et senere problem, der er meget større.