Farligt at udelukke religion som årsag til terror

Under hele miseren ligger der et islamisk teologisk problem. Det går ikke væk, hvis ikke muslimer diskuterer islamisk teologi
Anders Ellebæk Madsen

Terrorens grundproblem er religiøst. Det er svaret også

Islamistisk terror har ikke noget med religion at gøre. Den sætning hører man rituelt efter terrorangreb. Det ligner i første omgang et udtryk for sprogligt armod, idet ingen vel vil benægte, at islamisterne lader sig inspirere af muslimske skrifter og muslimske traditioner.

Men den faste vending - at terror ikke har noget med religion at gøre - betegner noget mere: Afvisningen af det religiøse element hos en gruppe, der lever og dør for et religiøst mål, er en fortrængning af det religiøse som reel faktor i menneskers liv.

Afvisningen af det religiøse element i Paris i fredags er blokerende for inddæmningen af den fjende, der spreder vold. For tankegangen hindrer udviklingen af en indsigt i de udfordringer, som islamisk teologi står med. Derfor er det dødsensfarligt blindt at gentage, at terror ikke har noget med religion at gøre. Vi kan bombe herfra og til dommedag, uden at det får nogen virkning, hvis ikke nogen - allerhelst muslimer - flytter den ekstreme teologi, som har stærkt fodfæste mange steder i Mellemøsten og Afrika.

Når det gælder korstogene, lukker man ikke øjnene for forbindelsen mellem teologi og krig. Og erkendelsen har været frugtbar. Fra teologisk hold blev det hen ad vejen klargjort, at erobringer og teologi hang dårligt sammen. Man var klar over det religiøse aspekt og kunne derfor diskutere det indgående i århundreder.

Det samme skal man gøre med den udfordring, som islamisme i dag udgør for både muslimer og andre. Selvom det ikke er givet, at islam kan udvikles på samme måde som kristendom, er det kun gennem det religiøse, man kan nå islamismens millioner af sympatisører. Vil man bekæmpe ideologisk drevet vold, må man tage udgangspunkt i den åndelige overbygning, der driver gerningsmændene.

Der en manglende forståelse for religion i de meningsdannende lag i Vesten. Derfor bliver det som oftest floskler, der kommer ud af det, når der tales religiøse emner.

Selve begrebet religion bruges generelt omfattende i dagene efter terrorangreb, og for det meste benyttes ordet som eufemisme for islam. Det er sigende for, hvor svært det stadig er at tale om kernen i det hele: At en barbarisk terrorgruppe prøver at skabe et samfund efter islamiske retningslinjer, som de ønsker overholdt i den syge fortolkning, de har af dem.

Under hele miseren ligger der et islamisk teologisk problem. Det går ikke væk, hvis ikke muslimer diskuterer islamisk teologi. Fordømmelserne af terrorangreb er kun begyndelsen. Det hårde træk skal tages i tiden mellem terrorangrebene, og her må man opfordre muslimske ansvarlige til at arbejde meget mere konkret med at vise, at islam er en fredens religion.