Var Barack Obama en god præsident for USA og resten af kloden? Det spørgsmål besvares meget forskelligt i medierne verden rundt, hvor hans politiske resultater og manglen på dem nu dissekeres. Set fra dette lille hjørne af verden er svaret, at han var en betydeligt bedre præsident end mange før ham, og man har grund til at frygte, at han også var bedre end den præsident, der vil følge efter.
Obama blev valgt på et uhyre ambitiøst løfte om at skabe forandring og om at hele de brud, der skiller det delte USA. Han var en særligt karismatisk præsident og en fremragende taler. Som landets første sorte statsleder og søn af en kenyansk gedehyrde og en hvid amerikansk kvinde var han opfyldelsen af den amerikanske drøm. Han brød om nogen den sociale arv. Med al sin karisma appellerede han til, at amerikanerne kunne lægge deres mangeartede håb i hans hænder. I den forstand kunne han kun skuffe.
Men fordi han var en filosofisk og tænkende præsident, et troende menneske, der bekymrede sig om samfundets svageste, en ægtemand og familiefar, der med sit eksempel fremmede betydningen af stærke familier, en præsident uplettet af personlige skandaler, en mand med selvironi og stor humor, så var han også en præsident, som mange holdt af på det personlige plan, selvom de i stigende grad forholdt sig kritisk til hans politiske resultater og ikke mindst manglen på dem.
Obama var i særklasse anerkendt i Europa, men blev særdeles upopulær i Israel og Mellemøsten, som om muligt er endnu mere ustabil i dag, end da han trådte til. Obama skabte fred med Cuba, forhindrede med en aftale Iran i at udvikle atomvåben og forfulgte Osama bin Laden, indtil terrorlederen blev fundet og likvideret. Men nogen stærk udenrigspolitisk præsident var han ikke. Det vakuum, som hans forståelige tøven over for at gribe ind i Syrien, efterlod, udfyldte Iran og Rusland, som står stærkere efter Obamas otte år som præsident.
I USA blev Obamas største indenrigspolitiske sejr den sundhedsreform, som sikrede millioner af USA’s fattigste adgang til hospitaler og lægehjælp. Men han fik reformen gennemført som et demokratisk projekt uden den brede opbakning fra Republikanerne, og derfor er det tvivlsomt, om den vil overleve den kommende præsident Donald Trump.
Obamas største valgløfte fik han ikke indfriet. Han ville bygge bro og skabe fællesskab i det delte USA. Det lykkedes ikke. Tværtimod viste efterårets forbitrede valgkamp, at modsætningerne i landet måske aldrig har været så store som nu. Uden vilje til samarbejde er det amerikanske politiske system næsten dysfunktionelt, men det påhviler flere end præsidenten at ændre dette. En republikansk domineret kongres lammede således næsten Obamas handlemuligheder i den sidste del af hans embeds-periode.
Obama har som præsident ikke været pacifist, men sagde på et tidspunkt, at han ikke vil vurderes på, hvor mange mennesker han har slået ihjel som øverstbefalende for det amerikanske militær. Det var et sympatisk udsagn, men hans manglende vilje til at lade USA være global stormagt – også med magt – har formentlig bidraget til den verdensuorden, hvor stærke autokratiske ledere i stigende grad præger billedet.
I sin flotte afskedstale som præsident i tirsdags talte Obama igen om demokratiets betydning. Det beskyttes ikke alene af militær magt, men svækkes, hvis vi giver efter for vores frygt. ”Derfor skal vi være på vagt over for aggressorer udefra, men også værne om de værdier, der gør os til dem, vi er.” Sådan taler kun en, trods alt, god præsident.