Fattigdom rammer børn hårdt

Familier, der mangler penge, savner ofte også socialt overskud

Vi lever i et markedssamfund, hvor man ikke automatisk har en gudgiven plads i verden. Pladsen skal man så at sige skabe selv, og det gælder ikke kun på arbejdsmarkedet, men også i intime relationer. Individets succes er markedsorienteret.

Det er budskabet fra filosofiprofessor Ole Thyssen, der i dagens avis fortæller om sin nye bog om eksistens.

Han understreger, at bogen ikke er politisk, men derimod at betragte som en oplysningsbog. Og oplysningen om de markedsdrevne intime relationer er nyttig at have med sig, når man skal forstå et af tidens politiske emner: fattigdom og afsavn blandt børn.

For som det også fremgår af dagens avis, bliver 43.000 børn påvirket af kontanthjælpsloftet, der blev indført den 1. oktober, og hvert fjerde barn i 4. klasse oplever at savne almindelige goder. Ifølge en analyse fra Børnerådet er der en sammenhæng mellem at opleve afsavn og føle sig upopulær, have mavepine og være ked af det.

Fattigdom er kompleks, og ofte følges den økonomiske fattigdom med den sociale og kulturelle armod. De udsatte børn, som nu mærker kontanthjælpsloftet, har ikke indflydelse på, om deres forældre formår at skaffe sig et job, ligesom de heller ikke har indflydelse på, om deres forældre måske prioriterer forkert og har optaget dyre forbrugslån eller har svært ved at droppe dyre uvaner. Det er social arv, og i de selvsamme familier er der ofte mangel på det menneskelige overskud, der kunne kompensere for manglende plads i budgettet til en biograftur eller ferie.

Der findes ikke absolut fattigdom i Danmark, som vi kender den fra udviklingslande, men den relative fattigdom gør også ondt. Ældre generationer vil formentlig ryste på hovedet af børn, der er kede af ikke at kunne komme på café med vennerne eller få mærkevaresko. Den materielle standard i Danmark er høj, og det er børnene bevidste om. Og så ligger misundelsen lige for sammen med følelsen af at være anderledes og føle sig udenfor.

Mange af børnene giver også udtryk for, at de ikke holder børnefødselsdage og kan deltage i foreningslivet. Det er en stor hindring for at kunne være med i fællesskabet og dermed møde mennesker fra andre sociale baggrunde.

Regeringen har afskaffet den to år gamle fattigdomsgrænse, som Thorning-regeringen indførte, og har med sit kontanthjælpsloft og integrationsydelse skubbet flere ned i den gruppe af fattige, man altså ikke længere opgør, men som i 2015 talte 40.000 mennesker, heraf 7000 børn.

Argumentet for at afskaffe fattigdomsgrænsen og sænke de sociale ydelser er, at fattigdom ikke kun kan gøres op i penge, og at målet jo i øvrigt på sigt er at løfte flere fra passiv forsørgelse og over i aktiv beskæf- tigelse. Det er gode argumenter, men det kan ikke nytte at se bort fra det økonomiske aspekt.

Fattigdom er også noget, der kan gøres op i penge.