Fem år efter det arabiske forår

Læren fra Egypten og de øvrige lande er trist og tankevækkende

I dag er det fem år siden, at demonstrationerne mod Hosni Mubaraks regime begyndte på Tahrir-pladsen i Egyptens hovedstad, Kairo, og det for alvor gik op for den omliggende verden, at den folkelige opstand i Tunesien, der havde ført til præsident Ben Alis overraskende fald og flugt den 14. januar, ikke var et isoleret fænomen, men at opstanden havde tændt en gnist i de unge generationer i hele den arabiske verden.

Ikke mindst de vestlige medier var i den første tid ved at gå til i begejstring over begivenhederne. Man sammenlignede dem med opstandene i de østeuropæiske lande i 1989, i Prag i 1968 eller sågar de europæiske revolutioner i 1848.

Jublen tog kun til, da det kom frem, at de unge protestbevægelser i den arabiske verden brugte de sociale medier som Twitter og Facebook til at organisere protesterne mod de gamle regimer, der ikke længere kunne bruge det gamle og effektive våben med at kontrollere informationsstrømmene.

Og konklusionen i de vestlige medier var klar og uden vaklen: Den unge generation i den arabiske verden ville nu have frihed og liberalt demokrati som i Vesten.

Demonstrationerne i Egypten førte som bekendt 18 dage senere til præsident Mubaraks fald og overdragelse af magten til militæret, der i første omgang lovede demokratiske reformer og frie valg, inden året var omme. Så hurtigt gik det ikke, men i juni 2012 blev Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab indsat som demokratisk valgt præsident.

Det stod dog hurtigt klart, at den nye præsidents dagsorden ikke var demokratisk, men snarere islamistisk, og Mursi blev efter nye folkelige protester afsat i juli 2013 af militæret, som siden da har haft magten med den tidligere hærchef Abdel Fatah al-Sisi som nuværende præsident.

Egyptens udvikling de seneste fem år er et deprimerende sindbillede på hele den lære, man i dag kan drage af det arabiske forår og de drømme, der fulgte i kølvandet: At gøre oprør mod undertrykkelse er ikke nødvendigvis lig med drømme om vestligt demokrati og frihed, som folk i Vesten naivt troede.

At tage højde for kulturens og religionens rolle har i den grad manglet i den vestlige analyse, og det er ikke kun i forbindelse med det arabiske forår, at den har manglet.

Man ser den også i efterspillet efter krigene i Afghanistan, Irak og Libyen. Med Vestens militære hjælp er de brutale regimer under Tale-ban, Hussein og Gaddafi blevet afsat, men har det været prisen værd? Libyen og Irak er i dag nærmest lande i opløsning, og i Afghanistan står Taleban klar til at tage magten igen, når Vestens engagement hører op.