Udkantsdanmark. Det lidet flatterende ord er de fleste af os stødt på med jævne mellemrum i det seneste årti, hvor vandringen fra land til by, som også med et fint ord kaldes urbanisering, er taget til med en så foruroligende fart, at nogle folk i fuld alvor taler om, at Danmark er ved at knække over i to dele, som ikke rigtig hænger sammen.
Med begrebet Udkantsdanmark refererer man til de områder af landet, der ligger langt fra større byer, og som er præget af ringere økonomisk aktivitet og færre beskæftigelsesmuligheder end resten af landet.
Denne udvikling har tilsyneladende en selvforstærkende effekt, der flere steder i landet har betydet, at nedlæggelsen af for eksempel en lokal arbejdsplads har ført til lukningen af den lokale skole, købmand, posthus og bank, så det nære forenings- og handelsliv til sidst helt forsvinder.
Problematikken har været kendt i politiske kredse i årevis, uden at man har gjort ret meget for at løse den. Mange politikere og mediekommentatorer taler ligefrem om urbaniseringen som en uomgængelig proces og udvikling, der med logisk nødvendighed finder sted over det meste af kloden.
Men at 44 procent af de statslige arbejdspladser skal ligge i Region Hovedstaden, er ikke en logisk nødvendighed, og med de seneste ugers meldinger er der tilsyneladende nu også røre om emnet i politiske kredse.
Statsministeren har for eksempel bedt sine nye ministre om i ferien at overveje, hvorvidt det er muligt at flytte dele af ministeriernes administration væk fra København og ud i Udkantsdanmark. Og i sidste weekend fremlagde Dansk Folkeparti i forbindelse med partiets sommermøde en liste over statslige styrelser, som man for partiet at se med fordel kunne flytte fra hovedstaden til provinsen.
Idéen med at flytte statslige arbejdspladser til provinsen er selvfølgelig løbet på modstand, og en djøf'er ansat i NaturErhvervstyrelsen mente forleden i et debatindlæg i Politiken, at idéen var en form for ”tortur”, der ville ødelægge medarbejdernes liv. Sikke noget vrøvl. Selvfølgelig kan man bo og arbejde i provinsen, og det står jo enhver statsansat medarbejder frit for at sige sin stilling op og finde et nyt job inden for hovedstadens bygrænse, hvis den personlige lykke afhænger af det.
Tanken om at flytte statslige job til en provins i stigende krise er en sympatisk tanke, der bør hilses velkommen. Norge har erfaringer med et lignende projekt, som Danmark måske kunne lære af. Det vil naturligvis ikke i sig selv kunne vende den triste udvikling i Udkantsdanmark, men det er da en god begyndelse at lade staten gå foran i et forsøg på at rette op på landets voksende ubalance. holm