”Folkekirken er ikke en koncern, og Kirkeministeriet skal ikke blande sig i, hvordan vi er stift, provsti og sogn, når det gælder kirkens indre anliggender.” Sådan siger Susan Aaen, der til daglig er provst i Salling Provsti i Nordjylland, i dagens avis til spørgsmålet om messefald og landsdækkende kirketællinger.
Provstens principielle modvilje mod kirketællingerne afspejler meget klart en udbredt modvilje mod optællinger i store dele af folkekirken. En rodfæstet modvilje, som den nu afdøde, tidligere kirkeminister Tove Fergo (V) kom til at inkarnere som princip, da hun som relativt nyudnævnt minister besluttede helt at sløjfe folkekirkens statistik.
Susan Aaens klare tale bekræfter tilsyneladende, at det ”velordnede anarki”, som teologen og kirkehistorikeren Hal Koch i sin tid talte om i sin beskrivelse af den folkekirkelige ordning, stadig eksisterer i bedste velgående her ved udgangen af 2015.
De nye og mangelfulde tal fra optællingen af kirkegængere landet over, som Kristeligt Dagblad omtaler i dag, er således blot det seneste kapitel i en lang og uafsluttet diskussion om, hvorvidt folkekirken bruger sine ressourcer rigtigt, og hvorvidt statistiske optællinger kan bruges til bedre strategisk planlægning i folkekirken fremover.
Diskussionen har reelt stået på siden afslutningen af Anden Verdenskrig, og teologen og religionsfilosoffen K.E. Løgstrup kunne allerede for mere end et halvt hundrede år siden i den samme diskussion sige, at det ikke var afgørende, om der sad nogen på kirkebænken, men om Guds ord lød i kirken.
Løgstrups syn på sagen vil for mange moderne mennesker afspejle en forkælet luksusholdning fra svundne tider, inden sekulariseringen for alvor tog fart, som folkekirken i dag ikke kan bruge til noget, fordi den folkekirkelige virkelighed nu er en helt anden.
Men måske er Løgstrups syn på sagen ikke helt forældet? For enhver kristen kirke bør som primær ambition have ønsket om at lade Guds ord lyde i så mange kirker som muligt. Tilbuddet om at lytte til Guds ord bør så vidt muligt gælde i hver en lille flække i hele landet, så intet menneske, der søndag morgen vågner med trang til eller behov for syndernes forladelse skal have problemer med at finde en gudstjeneste.
Folkekirken er mere end en filial af staten, og i den store kulturkamp, der for kirken også er en kamp mod sekularisering, skal kristendommen promoveres bedst muligt. Gør man så det bedst med kirketællinger? Meget tyder på, at tallene reelt skal bruges til budgetforbedringer og nedlæggelse af ”ineffektive gudstjenester”. Man nedlægger jo heller ikke forsvaret efter 70 år uden krig på dansk jord.