På et hovedbestyrelsesmøde i Indre Mission blev det til manges forundring i går besluttet, at Indre Mission fremover vil tillade dannelser af frimenigheder på et evangelisk-luthersk grundlag. Frimenigheder står i modsætning til valgmenigheder helt uden for folkekirken.
Med denne tankevækkende beslutning røres der ved noget helt centralt i Indre Missions selvforståelse, for bevægelsen har altid tidligere forstået sig selv som en del af folkekirken. Men presset fra den unge generation i Indre Mission har tilsyneladende nødvendiggjort denne ændring nu.
På trods af de mange forsikringer om fortsat at være en folkekirkelig bevægelse for alle med tilknytning til Indre Missions miljø kan man godt frygte, at meldingen kan blive begyndelsen til enden på det kirkelige fællesskab, vi kalder folkekirken.
Indre Mission opstod som en pietistisk vækkelsesbevægelse med Vilhelm Beck som første leder i slutningen af 1850'erne som en modvægt til oplysningstidens rationelle tilgang til kristendommen. Sammen med den anden store og samtidige vækkelsebevægelse i Danmark, den grundtvigianske, har Indre Mission lige siden udgjort en af de bærende søjler i den folkekirkelige konstruktion.
Det var bestemt ikke nogen selvfølgelighed, at det kirkelige landskab skulle udvikle sig sådan. I mange af vores nabolande skabte de store vækkelsesbevægelser fragmentering og stor splid i kirker og trossamfund.
Men i Danmark valgte de store vækkelsebevægelser at blive inden for samme folkekirkelige ramme, og det har lige siden været med til at skabe den rummelige folkekirke med plads til diskussion og modsigelse, som vi kender i dag.
Folk med tilknytning til Indre Mission fylder meget og har altid fyldt meget på kirkebænkene overalt i landets kirker, også hos de præster, der har ligget teologisk langt fra Indre Mission.
På mange måder er Indre Mission en pragmatisk bevægelse, der historisk har flyttet sig med tiden. Lægfolkene i Indre Mission har for eksempel ikke noget problem med kvindelige præster i dag, selvom bevægelsen truede med at sprænge folkekirkens enhed, da de første kvinder blev ordineret i 1948.
Indre Mission blev dengang i det store folkekirkelige fællesskab, og det var godt for både folkekirken og for Indre Mission. Godt for folkekirken, fordi Indre Mission er den røst, der forsvarer ortodoksien og de kirkelige traditioner, og godt for Indre Mission, fordi dens folk blev tvunget til at gå i dialog med anderledes og nytænkende teologer.
At lukke sig selv ude fra det store kirkelige fællesskab ved at lukke sig inde i sit eget snævre fællesskab er ikke vejen frem. holm