I dagens Kristeligt Dagblad gengiver forfatteren Egon Clausen en sigende anekdote. Da han fortæller en kvinde i Gentofte, at han er fra et indremissionsk hjem, siger hun medfølende: Hvordan tog du alle tævene?. Da han svarer, at han ikke har fået tæv, forklarer hun ham, at han lider under en stærk fortrængning.
I de senere årtier er danskerne blevet meget opmærksomme på, at fordomme om en særlig gruppe mennesker kan dehumanisere dem. Men det betyder tilsyneladende ikke noget for opfattelsen af Indre Mission, om hvem fordommene står i kø. Det er en af de religiøse grupper, der omgærdes af flest fordomme i Danmark, og hvad man end måtte mene om bevægelsen, er det uforståeligt at der ikke er interesse i at gå bag om stereotyperne.
Myterne om Indre Mission rækker langt ind i skolevæsenet. For nylig har et af landets største undervisningsforlag, Alinea, således udsendt bogen Tror du på det?, hvor Indre Mission fremhæves på linje med Mellemøstens islamister som eksempler på, at fundamentalister reagerer imod globaliseringen med at blive mere fundamentalistiske og udelukke enhver påvirkning fra andre religioner og livsanskuelser.
Det burde være unødvendigt at sige, at netop Indre Missions reaktion på globaliseringen har været at lave et stort integrationsarbejde. Desuden stemmer missionsfolk i lavere grad på globaliseringsmodstandere som Dansk Folkeparti end befolkningen som helhed. Og endelig tyder alt på, at de bibelbaserede synspunkter i vore dage snarere får det sværere end lettere i bevægelsen, som man kunne læse om i Kristeligt Dagblad i går.
At Indre Mission behandles fordomsfuldt ses også på, at der stort set ikke laves nogen forskning for at afdække sandheden bag de stereotyper om missionsfolkene, som trives i film og litteratur, hvoraf filmatiseringen af Hans Kirks Fiskerne er skræmmeeksemplet. En del af filmens pointer var muligvis sande for hundrede år siden, men der er som sagt gjort meget få anstrengelser for at ajourføre dette billede, desværre også af Indre Mission selv. Bevægelsens mål har med kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsens ord været Guds rige, ikke jordelivet.
Man får let det indtryk, at snakken om fordomme tilsyneladende ikke er principiel, men hører til i særlige festtaler om udvalgte grupperinger. Det er skadeligt, både for missionsfolkene og for det generelle oplysningsarbejde med at nedtone fordommene om dem, der ikke er som os selv.
Både Indre Mission og bevægelsens kritikere burde derfor gøre en indsats for at få rettet op på billedet af de mørke mennesker uden menneskelige træk, som trives i mange danskeres hoveder.
AEM