Europa er i fare, i hvert fald politisk. Flygtningekrisen udfordrer det europæiske sammenhold, Storbritannien står med det ene ben ude af EU, og nationalistiske partier stormer frem overalt.
Det har fået den franske økonom og professor Thomas Piketty til at tænke højt om en helt ny indretning af det europæiske samarbejde. Tanker, han skrev i avisen Le Monde før jul, og som Kristeligt Dagblad bringer i dag.
Piketty er kendt for en grundig analyse af den stigende ulighed i verden, ikke mindst i USA hvor de mest velhavendes rigdom er steget eksplosivt, samtidig med at middelklassen er blevet fattigere. Som andre keynesiansk inspirerede økonomer peger han på de seneste årtiers politiske frimarkedstænkning og afregulering som afgørende for den skæve udvikling.
Desværre er der kun sket lidt for at tøjle kasinoøkonomien, og en ny aktie- og boligboble kan briste når som helst i Europa.
Efter krisen vandt den tyske filosofi i EU om at undgå inflation og gældsætning for enhver pris, og skal man tro Piketty og hans ligesindede, er den tyske påholdenhed skyld i, at den europæiske vækst næsten er gået i stå og halter langt efter for eksempel den amerikanske. Amerikanerne er som bekendt ikke håndsky over for at trykke penge og lade staten køre med underskud for at skabe vækst.
Den franske økonom peger meget præcist på eurozonens grundlæggende konstruktionsfejl, nemlig at den fælles mønt ikke er ledsaget af en fælles finans-, skatte- og socialpolitik, og at medlemslandene derfor kan spekulere mod hinanden og også gør det.
Men så foreslår han i ramme alvor, at eurolandene danner deres egen nye union, som skal ledes af et nyt parlament med nationale politikere fra de enkelte medlemslande. Det skal kunne vedtage en fælles finanspolitik og fordele landenes respektive gældsposter mellem sig og investere massivt i uddannelse og forskning.
Så kan briterne, polakkerne, danskerne og alle andre euroskeptikere sejle deres egen sø. I sandhed et EU i flere hastigheder, hvis man da overhovedet kan tale om et EU længere. Det er svært at komme med konstruktive løsninger på Europas krise, men Pikettys model er ikke vejen frem.
Selv hvis Tyskland kom med i sådan et kerne-EU, ville landet næppe være mere indstillet på gældsætning, høj inflation og fælles finanspolitik med Frankrig, Spanien og Italien, end det er i dag. Ligesom de store flygtningeproblemer ikke forsvinder, bare den østlige og nordlige del af EU isoleres uden for kernelandene.
Den franske økonoms diagnose er tankevækkende, men Europa skal ikke indtage hans medicin. Den vil ikke helbrede patienten.