TYRKIETS ØNSKE OM at blive optaget i EU har rejst det centrale spørgsmål, om et land i det europæiske værdifællesskab kan fornægte sin fortid. Det gør Tyrkiet, der afviser at anerkende, at Det Osmanniske Rige i perioden 1915-1923 systematisk forfulgte og dræbte kristne armeniere og næsten udslettede den armenske kultur på tyrkisk grund. Folkemordet blev beskrevet i avisen her i går.
Folkedrabet lignede mere Bosnien end Bergen-Belsen, men ikke desto mindre var det effektivt. Det område, der i dag udgør det østlige Tyrkiet omkring Van-søen og Ararat-bjerget blev dengang kaldt for Vestarmenien. I dag er området tyrkisk og renset for mellem en og to millioner armeniere, som man mener omkom ved folkedrabet.
EN RÆKKE EUROPÆISKE lande har som led i Tyrkiets optagelse i EU erklæret overgrebet på det armenske folk for et folkedrab og kræver, at Tyrkiet gør det samme. Frankrig er gået et skridt videre og vedtog i 2006 at gøre det strafbart at benægte folkedrabet. For ikke at tirre tyrkerne har både USA og Storbritannien afvist at gøre det, og tilløb i den amerikanske kongres til at vedtage en resolution om folkedrabet førte i 2007 til, at Tyrkiet truede med at svare igen ved at lægge hindringer i vejen for de amerikanske flyvninger til Irak.
Demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama, har bebudet, at han vil erklære overgrebet på armenierne for et folkedrab, såfremt han bliver valgt som amerikansk præsident til efteråret. Desværre har den danske regering tidligere i år afvist at gøre det. Det er regeringens opfattelse, at der er tale om et historisk spørgsmål, som bør overlades til historikere at besvare, lød det kortfattede svar fra udenrigsminister Per Stig Møller (K) til et spørgsmål stillet af Udenrigsudvalget i januar. En tilsvarende beslutning traf den svenske regering i juni. Argumentet er det samme, som skiftende tyrkiske regeringer bruger: Lad historikerne diskutere historien.
DET ARGUMENT ER indlysende problematisk. Ingen ønsker at holde den nuværende tyrkiske regering ansvarlig for folkedrabet, ligesom ingen i dag vil holde den tyske regering ansvarlig for holocaust. Tyrkiet er arvtager til Det Osmanniske Rige, og EU-landene kan og bør holde Tyrkiet ansvarlig for, hvordan landet forvalter sin fortid. Tyskland, der har opført et holocaust-museum over sin egen grusomme fortid, ville aldrig kunne være blevet et kernemedlem af Den Europæiske Union, hvis det ikke havde havde gjort op med jødeforfølgelsen og holocaust. En nation, der som Tyrkiet opfatter sig som hævet over selvkritik og nægter at se en del af sin blodige fortid i øjnene, vil aldrig kunne indgå i et demokratisk fællesskab som det europæiske. EU-samarbejdet bygger netop på en forståelse af, at demokrati indebærer, at staten ikke står over sine borgere, men er til for at tjene dem og ikke omvendt.
Kun politiske ekstremister er i dag holocaust-benægtere. Men EU er ved at acceptere et helt folkedrabsbenægtende land som medlem af Den Euro-pæiske Union. Ved ikke at konfrontere sig med den brutalitet og intolerance, der lå bag udryddelsen af armenierne, har Tyrkiet heller ikke gjort op med de træk i landets kultur, der giver baggrund for en fortsat forfølgelse af minoriteter, herunder både kristne armeniere og græsk-ortodokse kristne.
AT ANERKENDE FOLKEDRABET er ulovligt i Tyrkiet. Så sent som i juni i år blev en tyrkisk forlægger idømt fængselsstraf for at udgive en britisk bog om massakren på armenierne. Nobelpristageren Orhan Pamuk har skrevet om folkedrabet og er blevet tiltalt for sin forseelse. I 2007 blev en af de mest prominente armeniere i Tyrkiet, redaktøren Hrant Dink, myrdet for sin kritik af tyrkernes undertrykkelse af landets mindretal, herunder armenierne.
Den danske udenrigsminister skylder offentligheden en ordentlig forklaring på, hvorfor Danmark ikke kræver, at Tyrkiet ser sin grusomme fortid i øjnene. Eller vil vi bakke op om et muslimsk kandi-datland til EU, der benægter sin rolle i folkedrabet på en kristen minoritet?