Fra græsk til europæisk tragedie

EU bør fare med lempe over for Grækenlands nye regering

Politisk redaktør på Kristeligt Dagblad, Henrik Hoffmann-Hansen
Politisk redaktør på Kristeligt Dagblad, Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Paw Gissel.

Europa holder vejret, efter at Grækenland har fået en ny koalitionsregering bestående af det yderste venstre og det yderste højre. De forenes politisk i modstanden mod EU og kræver økonomiske lempelser. Det indskriver sig i historiens egen sære ironi, at Grækenland som demokratiets vugge nu har præsteret at bryde med det gængse billede af en velfungerende parlamentarisme med svage fløjpartier og en stærk midte, hvor magten på skift tilfalder et socialdemokratisk eller et borgerligt parti.

Uden sammenligning kunne det græske resultat minde om den politiske udvikling i den tyske Weimarrepubliks sidste år i 1930'erne, hvor vælgerne også søgte til fløjene i håb om at få løst alvorlige problemer med gæld og arbejdsløshed.

Heldigvis ser det ud til, at den nye græske premierminister, Alexis Tsipras, fra venstrefløjspartiet Syriza respekterer de demokratiske spilleregler. Værre er det med holdningen til de økonomiske spilleregler. Den tidligere kommunist fik sin valgsejr på løfter om at befri grækerne for den astronomiske gældsbyrde på næsten to års bruttonationalprodukt. Foruden at ville give store lønstigninger til offentligt ansatte. De løfter vil snart få den danske debat om Socialdemokraterne og SF's såkaldte løftebrud til at blegne. Centrale tyske politikere har allerede ladet forstå, at der ikke bliver tale om at nedskrive grækernes gæld massivt. Allerhøjst kan man måske forlænge kreditterne på lidt lempeligere vilkår, og dermed venter der fortsat Grækenland store økonomiske reformer.

Den ubehagelige sandhed er, at kreditorer selv bestemmer, hvordan de vil behandle deres skyldnere. Derfor synes de græske forhåbninger til de nye magthavere svært urealistiske.

Når det er sagt, bør det øvrige EU og især Tyskland fare med lempe. Naturligt nok ønsker man ikke at sende det signal til for eksempel spanske og portugisiske vælgere, at de kan stemme sig fra deres gæld blot ved at vælge fløjpolitikere. Men EU har en dybere interesse i at kunne holde sammen, også med de svageste medlemmer. I øjeblikket blæser de EU-skeptiske vinde voldsomt både i syd og nord. I syd, fordi man synes, de økonomiske kure er for hårde, og i nord, fordi man ikke vil betale for sydens velfærd.

Unionens mange fejl til trods har den dog gennem årene sikret det europæiske kontinent fred og økonomisk fremgang, takket være øget samhandel og nedbrydning af handelsbarrierer. Den politiske udfordring er nu at undgå den totale ydmygelse af Grækenland, uden at man samtidig åbner en ladeport for økonomisk uansvarlighed og yderligtgående vælger-vandringer i andre lande.

Mislykkes det, bliver tragedien ikke kun græsk. Den bliver europæisk.

hhh