Fribyerne er en fiasko

Kulturministeren bør støtte forfulgte forfattere

Forfatterne vil gerne. Kommunerne vil gerne. Kulturministeren vil i teorien gerne. Men Dansk Folkeparti vil ikke.

Det handler om den omdiskuterede friby-ordning, hvor forfulgte forfattere fra hele verden kan søge om at komme til Danmark på tidsbegrænset ophold. Loven trådte i kraft for et år siden, men som det fremgår af dagens avis, er ingen forfulgte forfattere ankommet endnu. Ni kommuner står ellers klar til at modtage dem.

Ordningen er på alle måder god. Den kendes fra andre lande, hvor den fungerer upåklageligt. Den sikrer forfulgte menneskers overlevelse, og den sender et vigtigt signal til omverdenen om, at ytringsfrihed er en grundpille i åbne samfund, som man står vagt om. Også når det koster. Det er for dårligt, at Danmark i øjeblikket ikke er med i det internationale friby-samarbejde, og det harmonerer ikke med regeringens øvrige politik på området. Og hvor er forfatterforeningen PEN henne i kontroversen? En oplagt sag og mulighed for profilering synes tabt på gulvet.

På papiret er friby-ordningen ikke blevet til virkelighed endnu på grund af uenighed om finansieringen. Kommuner og regeringen skændes om, hvem der skal betale for de forfulgte forfattere. Kommunerne blev i sin tid, da forslaget første gang blev fremsat, overraskede over, at der i første omgang ikke følger penge med loven. Derfor trak enkelte kommuner sig ud. Men i Århus holdt man på prisværdig vis fast og udformede en model, hvor man i en blanding af privat, kommunal og statslig finansiering kan huse en forfulgt forfatter og dennes nære familie i to år. Pris for Kulturministeriet: 480.000 kroner.

Dette beløb er lille i sammenligning med andre af ministeriets udgifter. Og det er forsvindende lille i betragtning af, at kamp for ytringsfrihed er en mærkesag for regeringen. Hvorfor vil ministeren dog ikke bevilge beløbet til en sag, der blev højt prioriteret hos forgængeren, idemanden bag ordningen, Brian Mikkelsen?

Svaret er, at Dansk Folkeparti stritter imod. Partiets argument er, at hvis friby-ordningen bliver virkelighed, åbner man for ukontrollable flygtningestrømme – hvilket er notorisk forkert, fordi forfatterne skal inviteres enkeltvis af værtsbyerne. Det spiller også ind, at Dansk Folkeparti ikke vil give De Konservative muligheden for at profilere sig på ytringsfrihedsområdet, et område, der efter DF's mening er deres.

Det er forstemmende, at denne kynisme skal styre forfulgte menneskers skæbne. En rigtig fin ordning er i fare for at ende som en fiasko. Men det er ikke for sent. Kulturministeren bør ignorere DF's gennemskuelige argumenter og sikre, at forfulgte forfattere kan komme til Danmark.