Frikadellens flugt fra børnehaven

Byråds kamp for svinekød er beklagelig, men forståelig

At følge den danske integrations- og værdi-debat er som at befinde sig i et spejlkabinet, hvor op bliver ned, mens ned bliver op, og hvor alle til sidst er så rundforvirrede, at de ikke kan finde ud.

Det seneste eksempel er den såkaldte ”frikadelle-gate”, som aktører med sans for dramatik har døbt Randers Byråds beslutning om at fastholde svinekød på menuen hos kommunens institutioner.

Man kan sagtens følge de kritikere, der mener, at et byråd burde have vigtigere ting at beskæftige sig med. Og rent taktisk bryder politikerne i Randers Byråd nok også samtlige regler i den store spindoktorhåndbog, når de i så høj grad fremhæver svinekød som symbolet på dansk madkultur.

Nu handler alt heldigvis ikke om spin, og i lyset af de mange institutioner, som de seneste år har haft travlt med at fjerne svinekød fra menuen, bør man ikke blive forbavset over, at man nu ser en modreaktion.

For hvad et flertal i Randers Byråd - og andre kommuner før dem - har besluttet, er jo bare udtryk for ønsket om at bevare noget, der for det store flertal af danskere aldrig tidligere har været kontroversielt.

For det er netop her, problemet ligger. Herboende muslimer eller jøder har jo så vidt vides aldrig krævet svinekød fjernet fra daginstitutionerne, men udelukkende efterspurgt et alternativ, hvilket Randers Byråd også garanterer i sin omstridte beslutning.

Derimod har velmenende politikere og interesseorganisationer ud fra en underlig bagvendt logik betegnet det som et udtryk for inklusion og respekt for mangfoldighed, når de fjernede svinekød fra offentlige institutioner.

Mindre frihed for flertallet bliver i et orwellsk nysprog præsenteret som tolerance, mens en beslutning, der sikrer friheden til stadig at servere svinekød, udlægges som diskrimination. Op er ned, ned er op.

Men mest bekymrende er det næsten, at svinekødsmodstanderne i deres iver efter ikke at krænke religiøse følelser netop er med til at stigmatisere det store flertal, som ud fra et traditionelt kristent - og historisk dansk - livssyn ikke opdeler supermarkedets fødevarer i rent og urent, i halal og haram.

At respektere andres tro er ikke ensbetydende med at latterliggøre, nedtone eller affærdige det tros- og kulturgrundlag, ens egen hverdag er vokset ud af, tværtimod.

Så man kan sagtens mene, at det er beskæmmende, at et byråd anno 2016 skal detailregulere menuen i kommunens børnehaver for at sikre retten til frikadeller og rullepølse.

Men mest beskæmmende er det nok, at noget så hidtil harmløst som et stykke dansk gris pludselig er omgærdet af en helt ny følelse af noget forbudt og uønsket.