Få børnene ud af skoleghettoen

Pisa-tal gør det svært fortsat at argumentere imod kvoter

Mange af de børn, som holdes i skoleghettoen, kan kun læse og skrive dansk i fortvivlende ringe grad. Man bør genoverveje skolekvoter, hvor indvandrerbørn spredes rundt på forskellige skoler, i stedet for at alle de svage elever samles på de samme skoler.
Mange af de børn, som holdes i skoleghettoen, kan kun læse og skrive dansk i fortvivlende ringe grad. Man bør genoverveje skolekvoter, hvor indvandrerbørn spredes rundt på forskellige skoler, i stedet for at alle de svage elever samles på de samme skoler. Foto: Stig Stasig/ Denmark.

Endnu en Pisa-undersøgelse har påvist ikke bare dårlige, men forværrede skolekundskaber for den gruppe børn, der er indvandrere i første, anden eller tredje generation. Mange af dem kan kun i fortvivlende ringe grad regne eller læse og skrive dansk. Og kundskaberne synes ikke at bedres markant for hver ny generation, hvilket er det mest foruroligende.

Bag det ligger ikke bare en måske som udgangspunkt uløselig opgave med integration af et meget stort antal mennesker, der er kommet hertil over en kort årrække. Pisa-tallene dækker også over en pædagogisk fallit, der skyldes et sammensurium af forfejlet undervisning, der overfokuserede på indvandrerbørnenes etnicitet, modersmålsundervisning, hvilket er et teknokratord for at satse på det sprog, børnene ikke får brug for i Danmark, årtiers nedgradering af faglighed under feltråb såsom ansvar for egen læring samt det almindelige autoritetstab for lærere og skole som sådan.

LÆS OGSÅ: Ghettoskoler bidrager til dårlige Pisa-resultater

Miserens mange kilder er vigtige at få klarlagt. Men de er mest af akademisk betydning i dag, hvor vi alle sammen står med det massive og akutte problem, der hedder: Hvad gør vi for at begrænse skaden? Skaden forstået som hundredtusinder af kommende voksne medborgere, der ikke har de basale færdigheder til at klare sig i samfundet. For hvert enkelt af disse mennesker er situationen tragisk, og for samfundet som helhed er det intet mindre end sammenhængskraften, der er truet. En etnisk underklasse er allerede en realitet, og skolesystemet producerer desværre stadig nye medlemmer af den, dokumenterer Pisa-undersøgelsen. Der findes ikke noget sesam-luk-dig-op, men ét praktisk tiltag ligger lige for, omend et komplet misforstået hensyn til de indvandrede familier har gjort politikerne tilbageholdende med at tage det i brug.

Dette tiltag hedder skolekvoter eller mere direkte: spredning af indvandrernes børn på flere skoler i et område, så man undgår de såkaldte ghettoskoler. Skoler, hvor flere end 40 procent har indvandrerbaggrund, udgør ifølge al sagkundskab opskriften på et lavt fagligt niveau. Folkeskoleloven har siden 2005 givet kommunerne lov at ophæve det frie skolevalg for børn, der ikke taler dansk på et tilstrækkeligt højt niveau, når de begynder i skolen. Midlet er kun blevet taget i brug i få kommuner og kun under stor forargelse fra dem, der ser et overgreb mod et udsat mindretal i spredningen. Men kendsgerningerne taler deres eget sprog om, at der er tale om hjælp snarere end overgreb. I Aarhus, der er en af de kommuner, der delvist anvender tvangsspredning af elever, opnår afgangselever med indvandrerbaggrund bedre resultater, mens det går den modsatte vej i København, hvor man har afvist kvoterne.

Skoler med færre indvandrerbørn kan bedre håndtere de faglige opgaver, og samfundet styrkes ved, at Amalie fra middelklassefamilien møder og måske ligefrem kan yde lektiehjælp til Abdul fra underklassen. Modstanderne af spredning har det åbenlyse problem, at deres metode ikke dur. Den består i fortsat at poste millioner i modersmålsundervisning og sprog-stimulering, der ikke berører den grundlæggende udfordring: at få børnene ud af ghettoen.