De seneste dages udvikling i Gambia, et af verdens fattigste lande, giver ikke blot håb for de knap to millioner gambiere, men for demokratiet i hele Afrika.
Efter et højspændt drama, hvor der i sidste uge var optræk til en militærkonflikt i Vestafrika, bøjede landets diktator gennem næsten 23 år, Yahya Jammeh, sig i weekenden for både sit eget folks ønsker og nabolandenes vedholdende pres oven på det tabte præsidentvalg den 1. december. Efter at have meddelt, at han ”med god samvittighed har opgivet lederskabet for denne store nation”, plyndrede han statskassen for næsten 80 millioner kroner og flygtede til Ækvatorial-Guinea.
Dermed levede manden, som har stået i spidsen for et af de mest undertrykkende og brutale regimer på kontinentet, nok engang op til sit omdømme som en afrikansk despot af den gamle skole. Og selvom Jammeh foreløbig slipper for at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser, ændrer det ikke ved, at hans modstræbende, men til sidst fredelige retræte vil blive husket som et lysende eksempel på, at et demokratisk valg kan føre til et magtskifte, også i Afrika, hvor den gængse fortælling ellers har været, at autoritære ledere klynger sig til magten.
Det er en opløftende udvikling, at det i stigende grad kniber for Afrikas såkaldt store mænd at holde deres befolkninger i et jerngreb, nu da sociale medier og en stigende urbanisering med høj arbejdsløshed og øget ulighed får mange afrikanere til at lufte deres utilfredshed med magthaverne – og også at handle på den.
Lige så opløftende er det, at Gambias naboer i form af den vestafrikanske samarbejds-organisation Ecowas med moralsk støtte fra FN har bevist et imponerende sammenhold og bakket det gambiske valgs vinder, erhvervsmanden Adama Barrow, op. Denne blev i sidste uge taget i ed i Senegal, som samtidig sendte soldater til Gambia for at øge presset på Jammeh, hvis stædighed havde drevet 45.000 gambiere på flugt til nabolandet. I disse dage begynder folk så småt at vende tilbage fra Senegal, og der bliver med rette festet i hovedstaden Banjuls gader.
Nu er det op til Adama Barrow at indfri håbet om demokratisk forandring og sikre et nyt perspektiv med forbedrede levevilkår, som den nye præsident har lagt op til. Og som også er helt nødvendigt, hvis hjerneflugten fra landet ikke skal fortsætte. For fremtidsudsigterne er fortsat så dystre i det lille ludfattige land, at gambierne udgør den femstestørste gruppe af asylansøgere, der ankommer over Middelhavet til Italien.
Den nye præsident kalder selv sin fredelige magtovertagelse for en advarsel til alle diktatorer syd for Sahara. Danmarks og andre bistandsyderes vedholdende agitation for god regeringsførelse og udvikling gennem demokrati har tilsyneladende bundfældet sig i Vestafrika. Hvis Barrow holder sit ord om at levere velstand og frihed gennem god embedsførelse, kan Gambia for alvor tjene som inspiration for andre afrikanske lande.