Terroristen Omar El-Hussein bar et eksemplar af Koranen på sig, da han blev skudt efter sine attentater i februar 2015. Det har politiet holdt tilbage for offentligheden i et års tid, og myndighederne vil ikke give offentligheden en meningsfuld forklaring på, hvorfor informationen er holdt tilbage.
Det er efter politiets udtalelse i dag til Kristeligt Dagblad om, at man har ”almindelig tavshedspligt”, uklart, hvad den principielle begrundelse er for at holde oplysningen om terroristens koran skjult for danskerne.
Terrorsagen er ikke nogen enlig svale. Danske myndigheder har i flere tilfælde været tilbageholdende med at oplyse om den religiøse faktor i forbrydelser. Et af de grelle eksempler er chikanen mod religiøse minoriteter i danske asylcentre, hvor ikke mindst kristne på stribe fortæller om ubehagelige oplevelser og kriminel adfærd.
Her har de danske myndigheder valgt, at det religiøse mønster bag overgrebene ikke skal belyses.
I sidste uge beskrev Kristeligt Dagblad, hvordan man i en undersøgelse af hadforbrydelser i Danmark veg tilbage fra at oplyse om religion hos ofre og gerningsmænd. I større europæiske undersøgelser af hadforbrydelser registrerer man omvendt gerne disse forhold, sådan at man kan sætte ind over for eventuelle religiøst betingede problemer. De danske myndigheder burde gøre det samme.
Hvorfor er oplysning om de religiøse faktorer i kriminalitet vigtig? Det er den, fordi den religiøse faktor i Europas terrorproblem er omstridt. Mange meningsdannere har i årtier argumenteret for, at religion ikke betyder noget i terrorisme. Det svarer til at påstå, at politik ikke betød noget for Baader Meinhof-gruppen.
Enhver kan se, hvor afsindigt det er at lukke øjnene for religiøse tanker bag overgreb, hvis man sammenligner med den norske terrorist Anders Breivik. Det er vigtigt at kende mandens manifest, fordi skriftet sætter hans massemord ind i en ideologisk ramme.
Man bør være yderst opmærksom på selv de mindste tegn på gruppedannelse om denne ideologiske ramme og samle al viden om problemet. Kun sådan kan det bekæmpes. Og naturligvis bør offentligheden kende denne viden, så man på demokratisk vis kan diskutere problemet.
Forestillingen om, at danskerne ikke kan håndtere sammenhængen mellem terror og islamisme, er et svagt udgangspunkt for det multikulturelle samfund, hvor vi bør kunne tale om religiøse trusler. Fortielsens kultur løser ikke nogen problemer i det lange løb.
Og ikke mindst undergraver myndighederne med deres beslutninger om at tilbageholde vigtig information fra borgerne den tillid til folkestyrets offentlighed, som er fundamental i et demokrati.