Lad det være sagt med det samme. Der kan være gode og helt legitime grunde til, at et ældre og svækket menneske, der er på sit yderste, ikke ønsker genoplivning med hjertestarter eller hjertemassage, men derimod ønsker at sove fredfyldt ind med en varm hånd i sin. Derfor er det en relevant debat, Det Etiske Råd i går gik ind i med sin udtalelse om genoplivning. Her anbefalede rådet en lovændring, så den enkelte i højere grad skal have mulighed for at bestemme, om hun ønsker genoplivning eller ej.
Det kan være en lettelse for mange ældre, der giver udtryk for, at de frygter en genoplivning. Og det kan også være en lettelse for pårørende og fagpersonale, der synes, situationen er vanskelig. Personale på plejehjem står indimellem i situationer, hvor de følger loven og forsøger at genoplive et ældre og svækket menneske, samtidig med at de måske går imod vedkommendes ønske, og situationen i det hele taget synes uetisk.
Det, der kunne have været en stille afsked med livet, bliver i stedet til en dramatisk situation, med flere mennesker på stuen, ambulancefolk og udrykning til hospitalet – kun for måske at forlænge livet i ganske kort tid.
Men før man ændrer reglerne og lemper vilkårene for, hvornår man har pligt til at hjælpe et menneske tilbage til livet, er det værd at spørge, hvis behov man søger at imødekomme. De ældre og syges – eller personalet og de pårørendes?
Det er en illusion at tro, at man kan planlægge alting, forudse alting og aftale alting. Det er fint at skrive tingene ned og tale om døden, men man kan også ændre synspunkt. Og det sker.
Mens man som yngre kækt siger, at man måske ikke ønsker at leve med skavanker, vokser graden af ting, man vil og må leve med, jo ældre man bliver. Det er menneskeligt at hæge om sit liv og ønske det til det sidste, og også ældre og svage plejehjemsbeboere skifter synspunkt.
Udgangspunktet i dag er enkelt og let at forstå. Man skal altid forsøge at hjælpe et medmenneske, der er ved at dø, og det er også det, der ligger intuitivt ligefor. Hvis man lemper reglerne, risikerer man en glidebane på flere punkter. Dels kan man skabe usikkerhed hos almindelige mennesker på gaden, der ser et ældre menneske falde om med hjertestop. Og dels skaber man usikkerhed på plejehjem og i ældreboliger.
Mange steder er der hyppig udskiftning af personalet, og når en ældre beboer så får et hjertestop, kan der være tvivl om, hvorvidt vedkommende har tilkendegivet, at hun ikke ønsker at blive genoplivet. Den tvivl er der ikke i dag.
Endelig er det værd at minde om, at alene muligheden for at sige nej til genoplivning kan lægge et pres på de ældre, der ikke ønsker at ligge samfundet og deres nærmeste til last. Sådan bør det aldrig blive. Tvivlen må altid komme hende med hjertestoppet til gode. Hellere genoplive en for mange end en for lidt, for det eneste alternativ er døden.