Tillad et tilbageblik på nogle af Kristeligt Dagblads ledere de seneste 15 år.
Den 12. september 2001, dagen efter terrorangrebet på USA, skrev vi blandt andet: ”Terrorismen truer civilbefolkninger, den truer åbenheden i hele den demokratiske verden. Alle anstændige nationer må samarbejde om bekæmpelsen af den ny form for fjende, der har meldt sig.”
Den 12. marts 2004 efter et dødeligt terroranslag i Madrid: ”Mens Spanien græder over sine døde, kan vi andre passende tilslutte os premierminister Aznars ord om ikke at give efter for terrordrab, men derimod at sigte mod terrorismens totale, fuldstændige og ubetingede nederlag. Først da er krigen vundet.”
Den 7. januar 2015 blev satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris udsat for et blodigt angreb, og her på lederpladsen kunne man læse: ”Den bedste reaktion på terrorangrebet er ikke at lade sig kue. Vi må gøre alt for at bevare det danske og de europæiske samfunds åbenhed.”
Da terroren nåede til København kun godt en måned senere med skudattentaterne ved Krudttønden og Synagogen, slog lederen fast, at ”vi må ikke lade os kue, og vi må ikke – sådan som statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde det på et pressemøde søndag formiddag – lade frygten slå rod.”
Man siger indimellem, at gentagelse fremmer forståelsen. Når det gælder terror, fremmer den foragten. Europas hjerte bliver Bruxelles kaldt, og byens lufthavn og metro blev i går udsat for dødelig terror, som terror-organisationen Islamisk Stat i går tog skylden for. Islamismen er en ideologisk og religiøs dødekult, hvis tilhængere tror sig sikret en plads i det evige paradis, når de sprænger sig selv i luften og tager et vist antal uskyldige med sig i døden.
Det være sig trosfæller eller vantro. Hvordan dette trossystem overhovedet kan hænge sammen, fortaber sig i ekstremismens tåger, som desværre hviler tungt over ghettoer som Molenbeek i Belgien.
Som ved de tidligere anslag er der imidlertid også brug for eftertænksomhed og besindighed. Der er brug for at gentage tidligere leder-artiklers ord om, at de åbne, vestlige samfund ikke må og ikke vil lade sig kue til at blive lukkede politi- og overvågningsstater i bestræbelsen på at komme terrorismen til livs.
Relativt set har vi allerede bevæget os meget længere ud ad den tangent, end vi gjorde i 1970’erne. Dengang var Europa endda ramt hårdere af venstreradikal og separatistisk terror, i hvert fald opgjort på sårede og dræbte, men det åbne samfund modstod fristelsen til at opfylde terroristernes hedeste drøm. Den var, at kapitalismen skulle lægge sin pæne maske og afsløre sit sande jeg som brutal og fascistisk.
Det kan være svært at tyde, hvad dagens islamistiske terrorister egentlig forventer at få ud af igen og igen at slå tilfældige mennesker ihjel, men formentlig ønsker de også at destabilisere de vestlige samfund og polarisere holdningerne i befolkningen. De drømmer nok om at få flere ”gammeleuropæere” til at hade muslimer generelt, så de selv kan få et større rekrutteringsgrundlag for deres bevægelser.
Derfor er det vigtigere end nogensinde at fastslå, at Europa ikke hader muslimer. Men samtidig at sige, at den uhindrede og ukontrollerede indvandring til Europa fra Mellemøsten må og skal stoppes. Der er en fare for, at den fortsatte indvandring vil flytte de konflikter, der hærger de muslimske lande, til Europa. Sker det, vil terroraktioner som den, vi så i går – så alvorlig, den end er – desværre fremstå som en overfladekrusning i sammenligning med, hvad vi har i vente.