De fleste flygtninge og indvandrere, der er kommet til Danmark de seneste 40 år, stammer fra lande, hvor der ikke findes nogen velfærdsstat af betydning, og hvor man er nødt til at arbejde. Som Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, siger, så har flygtningene ”ingen forestilling om, at der findes lande i verden, hvor man kan få penge, selvom man ingenting laver”.
Men det kan man som bekendt i Danmark, og det gør alt for mange. Kun 1 ud af 10 flygtninge er i arbejde et år efter ankomsten til Danmark, og i onsdags fremlagde regeringen så sin integrationsplan, ”Alle skal bidrage”, som er plan nummer 22 siden 1999 med tiltag, der skal få nytilkomne flygtninge og indvandrere integreret på arbejdsmarkedet.
I regeringens plan slås det fast, at alle skal arbejde eller i gang med uddannelse senest tre måneder efter ankomsten, og er man ikke med på den, bliver der trukket i de offentlige ydelser.
Men når det er kommet dertil, hvor plan følger plan uden nævneværdig effekt, vidner det om, at problemet er meget komplekst. Spørgsmålet, der trænger sig på fra Sverige over Frankrig til Tyskland og Danmark, er, hvordan man kombinerer et velfærds- og videnssamfund med integration af mennesker fra ikke-vestlige lande, der kommer hertil med vidt forskellige forudsætninger. Nogle er analfabeter, mens andre er højtuddannede akademikere. Dertil kommer sproglige og kulturelle og i nogle tilfælde også religiøse barrierer.
Når det er sagt, fungerer integrationen godt mange steder. Busser ville stå stille, og hospitaler gå i stå, hvis ikke det var for flittige mennesker, der er kommet hertil. Men måske det er på tide at undersøge, hvilke tiltag der virker og ikke virker i de mange integrationsplaner. Hvad skyldes politiske initiativer, og hvad kan tilskrives konjunkturer? Hvorfor er flygtninge fra Sri Lanka og Vietnam ofte selvforsørgende, mens libanesere, irakere og somaliere alt for ofte lever af offentlig forsørgelse? Med andre ord: Er der erfaringer at trække på, der er videnskabeligt funderede, og som for alvor kan løse integrationsknuden?
Nøglen til det danske samfund ligger i arbejdsmarkedet. Børn, hvis forældre er i arbejde, klarer sig bedre, og det er helt afgørende at få løst integrationsproblemerne især på arbejdsmarkedet i en tid, hvor befolkningen bliver ældre, og færre skal forsørge flere. Derfor er det essentielt, at mennesker, der er vant til at arbejde og har formået at komme hertil, også får et arbejde, som de er vant til hjemmefra. Det er godt for dem selv, deres familie og det samfund, de nu er en del af. Det danske. Eller som den dræbte jødiske vagts far, Mordekhai Sergeot Uzan, siger i dagens avis: ”Du kan ikke bare få af samfundets goder, uden at der også medfølger et ansvar.”
kdh