Efter årtiers fejlslagen integration er der god grund til at glæde sig over de aftaler, der er indgået i denne uge mellem regeringen og kommunerne og mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.
Men der er også grund til en vis skepsis, for succesen hidtil på området har ikke været prangende. For eksempel er kun 13 procent af syrerne i job, tre år efter de kom til Danmark.
Med trepartsaftalen er der dog brudt ny grund med mulighed for en såkaldt uddannelsesydelse til nyankomne. Det betyder, at flygtninge fremover vil kunne ansættes til helt ned til 49 kroner i timen på en virksomhed under en ordning, der også indeholder opkvalificering og uddannelse.
Det er nødvendigt, da de nyankomne har for ringe uddannelsesniveau, for ringe sproglige kompetencer og for ringe erhvervserfaring i forhold til lønniveauet i Danmark.
Aftalen er et opgør med klientgørelsen af flygtninge, hvor man hidtil i misforstået hensyntagen har sendt nyankomne på passiv forsørgelse i flere år, mens de skulle lære dansk. Det gjorde imidlertid mennesker, der som udgangspunkt er stærke, i og med at de har formået at flygte hertil, til passive klienter og ofre.
Det er dog værd at huske på, at de kommer fra lande, hvor det er en selvfølge og nødvendighed, at man forsørger sig selv og sin familie, og hvor der hverken findes boligydelse eller kontanthjælp. Med aftalerne lægges der op til at sende flygtninge ud på arbejdspladserne med det samme og så tage sprogundervisningen ved siden af.
De nordeuropæiske landes arbejdsmarkeder er svære at komme ind på, fordi de nederste trin så at sige mangler på trappen. Her har man ikke samme mulighed som i USA og Sydeuropa for langsomt at klatre op og kvalificere sig til det lønniveau, der er her. Det må man håbe, den nye indslusningsmodel giver mulighed for.
Men uanset hvor mange gode tiltag, der sættes i værk, og det skal der, så er det en kamp mod vindmøller, hvis ikke tilstrømningen bremses. Sidste år kom 25.000 flygtninge til Danmark, og regeringen venter det samme antal i år. Dertil kommer tusindvis af familiesammenføringer.
Hvis dette fortsætter, kan et dansk arbejdsmarked, der er baseret på højtuddannet arbejdskraft og en høj grad af specialisering, ikke følge med. Det er indlysende, og det er lige så indlysende, at der så kommer et pres på de offentlige kasser, idet mange skal forsørges af fællesskabet.
Det vil i sidste ende føre til øgede skatter eller ringere velfærd eller begge dele. Derfor skal det lykkes at få en aftale på EU-plan, der igen giver Europa mulighed for selv at bestemme hvem og hvor mange, der kommer hertil.