Der bliver ikke færre hjemløse, flere udsatte børn, der opnår en uddannelse, og færre stofmisbrugere, som dør af en overdosis i 2020, blot fordi regeringen i går sagde, at det var målet. Men regeringen skal alligevel have ros for for første gang at sætte konkrete tal på, hvad man vil have for de mange penge, der hvert år bruges på sociale tiltag.
Målene synes arbitrære, for hvorfor er det lige, at dødstallet blandt stofmisbrugere i 2020 skal være 200 og ikke 100, og er det lige præcis 50 procent af udsatte børn og unge, der bør gennemføre en ungdomsuddannelse om syv år?
LÆS OGSÅ: Socialpolitik kan aldrig få alle med
Det er med andre ord nemt at kritisere regeringen og skyde målene ned, og planen Alle skal med indeholder heller ikke mange ord om, hvordan man skal komme derhen. Dog ligger det fast, at det skal ske uden flere penge, hvilket formentlig er en af årsagerne til, at mange af de sociale organisationer allerede har været kritiske og vendt tommelfingeren ned.
Men det er relevant at se på, om man ikke kan få mere for de penge, der allerede investeres i området. Effekten af mange af de tiltag, der er over for anbragte børn, er eksempelvis ikke undersøgt godt nok. Man bør vide, om det virker bedst med en familiepleje eller en institution. Om det tjener et barn bedst på lang sigt at blive hjemme hos sin psykisk syge mor med støtte, eller om det er bedst for barnets chancer for siden at få en uddannelse, at det fjernes tidligt fra hjemmet.
Derfor er det i høj grad kommunerne, regeringen skal engagere og stille højere krav til. Evidens og dokumentation skal i højsædet, og socialkontorene skal lære af den bedste praksis, hvad enten den er i nabokommunen eller i udlandet. Ifølge debattør og tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen er de økonomiske midler til at løfte det sociale område allerede i systemet, men skal målene nås, kræver det radikal nytænkning.
LÆS OGSÅ: Nye sociale mål er under skarp beskydning
Lisbeth Zornig Andersens personlige historie rummer mange svigt fra det offentlige, men er også fortællingen om, at man kan løfte sig, hvis enkeltpersoner tager et ansvar og træder til. Det være sig en lærer, en nabo eller en sagsbehandler. Det er en påmindelse til os alle om, at hvis færre skal være hjemløse, og flere kvinder undgå at blive svingdørsklienter på krisecentrene, kan alle gøre en forskel. Det er ikke kun det offentlige, der skal træde til. Hver især kan gøre en indsats og en forskel ved at engagere sig i frivilligt arbejde, tage en tjans på værestedet eller melde sig som lektiehjælper på biblioteket. Eller måske bare tage den klassekammerat, der har det svært, med hjem til aftensmad lidt hyppigere og dermed tilbyde tryghed og interesse.