Gør ikke tilgivelsen tandløs

Vi risikerer at udvande den kristne tilgivelse

Tilgivelse er et af de begreber fra kristendommen, der er vandret ind i danskernes hjerte og gennem århundreder har besejret alle indvendinger på sin vej. Udviklingen ses i større eller mindre grad i hele den kristne kulturkreds. I dag er tilgivelse inkorporeret i jura, kunst, kultur, ja, selv i storpolitiske konflikter, mens færre og færre paradoksalt nok har en klar bevidsthed om begrebets jødisk-kristne rødder.

Ofte høres den automatreaktion, at tilgivelse er et universelt begreb, som kristendommen hverken har opfundet eller kan tage patent på.

Denne velmenende generalisering har den kerne af sandhed, at tilgivelse findes i en eller anden udgave i mange kulturer. Men sagen er, at udformningen af tilgivelse varierer i enorm grad, og at mange kulturer reelt giver tilgivelse en meget lille plads i virkeligheden.

Med kristendommens komme begynder en lang proces, som i dag har ført til en vidtrækkende institutionalisering af tilgivelsen. Tilgivelse er i dag ideal i skole, politik og strafferetssystem, hvilket har været frugtbart og langt at foretrække for tidligere tiders konfliktkulturer. Men spørgsmålet er, om denne institutionalisering af tilgivelsen kan gå for vidt.

I fortællingen om den fortabte søn er det en komplet overvældende oplevelse for den fortabte, at han ikke bare bliver tilgivet af sin far på trods af alt, hvad han har fortjent, og stik mod hans egen smertelige bevidsthed om ikke at have noget til gode. Men han bliver ikke bare tilgivet. Han bliver også fejret, omfavnet og knuselsket.

Denne overvældende erfaring er det let at tage ud af kristendommens tilgivelsesbegreb ved at institutionalisere det. I det øjeblik tilgivelsen bliver program, bliver den også forventelig. Og i sidste instans bevæger den sig i retning af samfundskrav.

Men tilgivelsen kan ikke kræves. Den får vi. Vi har fået lovet tilgivelse af Gud. Det løfte skal vi forholde os til som en gave. I det øjeblik, vi gør det løfte til krav eller instrument, har vi trukket tænderne ud af tilgivelsen.

Ligesom barmhjertigheden og næstekærligheden er tilgivelsen en af de indvandrede kristne tanker, der har vundet fodfæste som folkelige favoritter og i dag står som uantastelig dansk værdi. Den udvikling burde vi betragte som et udslag af evangeliets saltning af kulturen i stedet for at udvande begrebet til et almentkulturelt behov, som giver bedre sundhed og øget handelseksport.

Vi må ikke gøre tilgivelse til et krav, men forstå den som et overvældende møde med en instans, der har autoritet over os og på trods af alle odds slår en streg over vores fejltrin. Det vil bevare nogle vitaminer i tanken om tilgivelse, som vi ellers risikerer at tabe. AEM