Tænk, hvis Tyskland i dag nægtede at anerkende folkedrabet på jøderne under Anden Verdenskrig. Og tænk, hvis landet angreb kritikere af nazismens forbrydelser. Det gør Tyskland heldigvis ikke. Tværtimod er landet en af de kulturer, der har gennemført en kollektiv selvransagelse efter krigsforbrydelserne.
Men Tyrkiet gør noget, der svarer til tysk holocaustbenægtelse. Den store nabo mod sydøst har i årevis arbejdet systematisk på at blokere for en produktiv erkendelse af det massemord, som osmannerne begik på armenierne i landet for 100 år siden.
Derfor er det også helt forventeligt, at den tyrkiske regering nu advarer den tyske regering om konsekvenserne af, at Forbundsdagen i dag vil vedtage en resolution, som bruger ordet ”folkedrab” om den osmanniske udrensning, der efter alle seriøse forskeres vurdering kostede op til 1,5 millioner armeniere livet.
Det dårligste argument, der findes i Armenien-debatten, er det, som den tyrkiske regering igen har trukket af stalden: at det ikke tilkommer politikere, men historikere at afgøre, om man skal bruge ordet folkedrab. Det forholder sig omvendt. Politikeres utvetydige omgang med folkedrab er den vigtigste forudsætning for at forebygge nye folkedrab. Tyskland ville ikke have gjort effektivt op med nazismen, hvis ikke politikere havde brugt ordet.
I Tyskland, som var en af Osmannerrigets vigtigste støtter under folkedrabet under Første Verdenskrig, hører man en anden indvending: at man blokerer for udsoningen mellem armeniere og tyrkere ved at vedtage resolutionen. Men der er gået 100 år uden nogen udsoning. Og der er ikke seriøse skridt mod udsoning på vej. Hvor længe skal man vente med at fortælle om de forfærdelige lidelser, som armenierne blev udsat for på dødsmarcher og i massenedskydninger?
Derfor er det også uforsvarligt, at den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), benytter samme argument. Den danske regering medvirker til tyrkisk revisionisme ved at lukke munden, når den burde tale.
Hovedindvendingen mod at kalde folkedrabet for folkedrab er, at det vil belaste forholdet til Tyrkiet på et tidspunkt, hvor vi har brug for landet militært og flygtningepolitisk. Men der vil altid være pragmatiske argumenter for at lyve om fortiden. I længden er det demokratisk uholdbart, at politikere skal medvirke til at skjule massakrers omfang.
Den danske regering vil bekæmpe kristenforfølgelser i hele verden. Det siger en del om hulheden i udsagnet, at man end ikke har mod til at tale om de kristenforfølgelser, som reducerede Osmannerrigets kristne befolkning drastisk ved 1900-tallets begyndelse.