Efter grækernes massive afvisning af deres kreditorer i søndags handler krisen om Grækenland i virkeligheden ikke længere om, hvad grækerne har gjort galt, hvad de kunne og burde have sagt ja til på et tidligere tidspunkt, og hvordan det kom så vidt.
Uanset hvordan det pakkes ind i EU-ledernes ordvalg på euro-topmødet i dag, gælder det nu om at redde en druknende.
Grækenland er i en akut nødsituation, og det forandrer kun meget lidt ved omverdenens humanitære pligt til at hjælpe den nødstedte, at Grækenland skridt for skridt selv har bragt sig derud, hvor nationen ikke kan bunde.
Druknedøden truer, og Grækenlands EU-fæller har en simpel pligt til at kaste en redningskrans efter landet.
Det betyder ikke, at grækerne skal opleve, at deres kynisk kalkulerende Syriza-regering belønnes for den gambling, som søndagens improviserede folkeafstemning var udtryk for.
Trojkaen bestående af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond vil givetvis vide at stille krav, der gør ondt på grækerne, når de i den kommende tid skal forsyne Grækenland med lige akkurat midler nok til at holde det totale sammenbrud fra døren.
Men det er til gengæld nødvendigt, at de tre hovedkreditorer yder denne hjælp. At slå låget i på alle pengekasser, vende ryggen til grækerne og lade dem gå til bunds er ikke en option.
Det er der mere end blot humanitære grunde til. For selvfølgelig må det være udelukket, at EU accepterer, at et af dets medlemslande går i indre opløsning. Denne moralske barriere er muligvis nøjagtig, hvad Syriza-lederne satser på.
Alene risikoen for, at den uberegnelige Syriza-regering indleder en romance med Putins Rusland - ud fra et rationale om, at ”de andre ikke længere vil have os”, og at de to lande deler ortodoks kristendom - er nok til, at EU og Vesten også i egen-interesse må holde hånden under Nato-landet Grækenland.
Det er rigtigt, at en sådan undsætning af grækerne indebærer en risiko for, at også andre svækkede euro-lande får idéer om, at de kan slække på budgetdisciplinen.
Men som situationen udvikler sig, drejer den græske krise sig tragisk nok ikke længere kun om euroens prestige og overlevelse.