Danmark skal forklare, hvorfor landet vil fortsætte med grænsekontrol mod Tyskland. Det krævede EU’s migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, i onsdags. Man kan godt forstå kommissærens spørgsmål, for i øjeblikket presser mange lande på for mere kontrollerede grænser, og da EU ser sig selv som den integrerende kraft, trækker kommissionen i den modsatte retning. Altså for at holde grænser åbne i Europa, sådan som det er foreskrevet i Schengen-aftalen.
Men den selvopfattelse får det sværere og sværere. For mange borgere ser med rette EU som den instans, der ikke har formået at skabe ydre grænser og dermed har medvirket til at skabe interne grænser.
Ikke engang EU’s bærende lande som Tyskland og Frankrig overholder længere den regel, at flygtninge skal registreres i det første land, de kommer til. Derfor forekommer det lettere inkonsekvent, når EU’s migrationskommissær indskærper, at reglerne for grænser skal overholdes.
I resten af verden har man grænser. Det er overmodigt at forestille sig, at Europa, som er en af klodens rige verdensdele, ikke skulle behøve det. Grænser er globale. Og hvis man ikke vil have ydre grænser, risikerer man at få dem i det indre, som den tyske etiker Konrad Ott har skrevet:
”Den, der åbner grænserne og sløjfer Fort Europa, skaber mange små borge inden i Europa. Der vil opstå indhegnede småsamfund og selvudnævnte borgerværn.”
At europæernes bekymring for den grænseløse union ikke er en højreradikal grille, ses på, at den midlertidige grænsekontrol de seneste år har været indført i Frankrig, Tyskland, Norge, Sverige, Polen, Østrig, Belgien, Malta, Slovenien og Ungarn.
Det er en meget høj pris, EU betaler for sin tøven med de ydre grænser. Det styrker ekstreme bevægelser på kontinentet og bringer i sidste ende det europæiske projekt i fare.
Kommissionen gør klogt i at gentænke, hvad åbenhed og grænser kan være i en tid, hvor der er stor tilstrømning til Europa. Ganske vist går det bedre, end da presset på Europa var størst i 2015. Men problemet er ikke løst. Det er bare lagt i hænderne på de enkelte EU-lande. Og på den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. Hos sidstnævnte ligger ansvaret for Europas grænser ikke godt i længden.
På grund af den store befolkningstilvækst i Afrika og Mellemøsten vil problemet i øvrigt også være der, når præsident Erdogan en dag er væk. EU står med en udfordring så stor, at man for tiden i EU ikke vil diskutere indvandring, fordi man ikke kan enes. Man undgår et nederlag ved ikke at tale om elefanten i rummet.
Det, der igen kan sætte gang i den europæiske integration, som EU-kommissæren ønsker, er, at europæerne får troværdige grænser udadtil. Det vil hen ad vejen reducere presset for at få interne grænser mellem de europæiske lande.