Kun en tåbe frygter ikke ordet brugerbetaling. Det synes at være rationalet blandt toppolitikere fra Socialdemokraterne over Venstre til Dansk Folkeparti. I løbet af den seneste uge har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) erklæret, at ”brugerbetaling ikke er vor politik”, hendes sundhedsminister, Nick Hækkerup (S), har garanteret, at lægebesøg forbliver gratis, og Venstres næstformand, Kristian Jensen, har udtalt, at ”vi ikke har konkrete forslag om brugerbetaling på lægebesøg”. Med andre ord kan vælgerne være trygge ved, at de fortsat ikke skal have Dankortet op af lommen, når de besøger den praktiserende læge. Og dog. For lige under overfladen bobler debatten. Mange sundhedspolitikere og eksperter gør sig overvejelser om, hvordan man i et fremtidigt sundhedsvæsen med avancerede behandlinger og dyr medicin i kombination med en aldrende befolkning skal få enderne til at nå sammen. Og det er en helt legitim debat, man bør tage med vælgerne. Danskerne er ikke dumme, og de ved godt, at der ikke er noget, der er gratis. Enten finansierer man udgifterne via skatten, eller også betaler man selv ved kasse et. Det sidste er det danske sundhedsvæsen rigt på eksempler med. Tænk blot på den seneste tandlægeregning, de nye briller, behandlingen hos fysioterapeuten eller medicinen på apoteket.
Politikerne bør droppe berøringsangsten og tage en fordomsfri debat om, hvorvidt det nuværende niveau for brugerbetaling er rigtigt, og om det er rimeligt, at det kan være en bekostelig affære at få en rodbehandling hos tandlægen, mens det er såkaldt gratis at få tjekket blodtrykket hos egen læge. Ifølge Venstre dækkes 13 procent af sundhedsudgifterne i dag af brugerbetaling, og det er oplagt at se på, om fordelingen er strikket sammen på den rigtige måde, og om 13 procent er et passende niveau. I den sammenhæng er ikke engang medtalt de private sundhedsforsikringer, som et stort antal danskere har tegnet for at sikre sig hurtig adgang til eksempelvis speciallæger. Det er også en slags brugerbetaling.
Sundhedsøkonomerne slår til lyd for at få området gransket, og det er fornuftigt. I både Sverige og Norge betaler man for at gå til lægen, og ingen kan med rette påstå, at ligheden i disse lande er mindre end her, eller at de dårligst stillede lever kortere, fordi de ikke har råd til at gå til lægen. Tværtimod. Levetiden i Sverige er som bekendt højere end i Danmark, selvom svenskerne kun går halvt så meget til lægen som os.
Det er hyklerisk af landets førende politikere at lade, som om problemet ikke eksisterer. Et løfte om en kulegravning af området er mere reelt end forsikringer om, at lægehjælp i al fremtid skal være gratis. Den slags tilsagn risikerer at ende i løftebrud. kdh