Lige siden den britiske naturhistoriker Charles Darwin i midten af 1800-tallet undfangede sin teori om livets udvikling på jorden, har mange mennesker anset den for at være en trussel mod deres religiøse tro. Ikke mindst blandt jøder og kristne har valget stået mellem Darwins udviklingslære på den ene side og troen på Gud som skaber på den anden. Selvom konflikten ikke bør eller kan trækkes så hårdt op, har Darwins ivrigste fortalere ofte selv været ateister og brugt udviklingslæren som en slags endegyldigt bevis på, at Gud ikke har skabt mennesket. Det er derimod i slægt med aberne og alt andet levende og er en følge af en lang udvikling, hvor forenklet sagt den stærkeste inden for alle arter overlever.
Darwin har tvunget en hel verden til at gentænke opfattelsen af de første sider i Bibelen, der handler om skabelsen. Tog den bare syv dage, og er Jorden kun 6000 år gammel, eller skulle der nogle millioner år til at nå, hvor vi er i dag?
Spørgsmålet vil blive aktuelt igen, når Storbritannien og resten af verden i næste måned markerer 200-året for den engelske videnskabsmands fødsel og 150-året for udgivelsen af Darwins skelsættende værk om arternes oprindelse. Opgøret med Darwin finder især sted i USA, hvor en betydelig del af den kristne befolkning på den protestantiske højrefløj er kreationister og opfatter Bibelens skabelsesberetning bogstaveligt. Herhjemme deler kun få mennesker denne opfattelse, men alligevel er det en udbredt folkelig tanke, at naturvidenskabens forklaringer er i konflikt med troen.
Darwin var selv kristen og læste teologi, inden han blev videnskabsmand, og selvom teologien kom til at betyde stadigt mindre for ham, opfattede han ikke selv udviklingslæren som en modsætning til troen på Gud. Han påstod aldrig at kunne forklare, hvordan livet opstår, men alene, hvordan det udvikler sig.
Darwinismen har vundet frem som en videnskab, der ikke bare gælder arternes udvikling, men alle aspekter af tilværelsen, herunder kultur, psykologi og sociologi. En af de fremmeste darwinister er den engelske ateist og forfatter Richard Dawkins, der driver sin Darwin-tolkning helt derud, hvor han mener, at al skabning alene er formet af driften til at overleve og formere sig. Derfor er menneskelig adfærd kun dikteret af egeninteresse og hensyn til sig selv. Herunder også næstekærligheden. Man gør alene godt mod andre, for at de skal gøre godt mod en selv.
Ligesom troen har sine grænser, har videnskaben det også. Udviklingslæren kan forklare meget, men ikke alt, og der drives rovdrift på den, når man vil læse et totalt verdensbillede ud af den, som Dawkins og andre gør. Den menneskelige viden er øer i et hav af uvidenhed, og det er accepten af den, der er med til at gøre os menneskelige.
Naturvidenskaben kan forklare, men aldrig give mening. Derfor bør den i langt højere grad indtænke andre discipliner, herunder filosofien og teologien. For mennesket er ikke bare resultatet af tilfældigheder og fysiske og kemiske reaktioner, men også af en skabelse og et mysterium. Uden det aspekt bliver den darwinistiske tilværelsesforståelse brutal og nådesløs. Kærligheden og barmhjertigheden hører ikke til her, men findes alene i det univers, hvor Gud er virkelig.