"Skiller man stat og kirke, er jeg bange for, at vi først for alvor får en afkristning af landet."
Sagt af dronning Margrethe i bogen "Margrethe"
PROPPEN ER RØGET AF FLASKEN, og debatten om stat og kirke er ikke til at stoppe. Som dominobrikker, der vælter hinanden, skifter de politiske partier i disse år holdning til folkekirken. Det Radikale Venstre har besluttet, at stat og kirke skal skilles helt ad. Socialdemokraterne vil ligestille alle religioner i landet. SF vil skære båndet mellem stat og kirke helt over. Det samme vil Enhedslisten. I den borgerlige lejr ulmer debatten. Og blandt de unge i næste generation er der ingen tvivl: Kirkens tætte forhold til staten skal ophøre, mener alle partiers ungdomsorganisationer.
Indtil nu har én stemme i debatten været tavs. Dronning Margrethe, der som statsoverhoved er kirkens øverste myndighed her på jord, blander sig af princip ikke i politiske diskussioner. Men i portrætbogen "Margrethe", som udkom i går, taler Dronningen om sin tro og spår blandt andet, at det bliver svært at skille stat og kirke, fordi den danske befolkning ikke ønsker den store omvæltning. Hun frygter, at det skal blive noget specielt at have et trosforhold og konstaterer så, at "skiller man stat og kirke, er jeg bange for, at vi først for alvor får en afkristning af landet."
Det er kloge ord, som uden tvivl vil blive brugt og misbrugt i debatten om folkekirkens selvstændighed. Dronningen argumenterer ikke for, at alt skal forblive, som det er og var, men derimod for at staten fortsat har et forhold til kirken og omvendt.
DRONNINGEN ER MED SIT synspunkt oppe imod stærke kræfter. Sekulariseringen af samfundet tager til og gør alt for at udstøde religionen. I Europa har det fået det bizarre resultat, at kristendommen ikke kan blive nævnt i den nye forfatningstraktat som en af kilderne til den europæiske civilisation.
Bestemmende kræfter i blandt andet Frankrig ønsker ikke at fremhæve én religion frem for en anden. Lighedsmageriet kender vi også i Danmark, hvor det maser sig på i religionsdebatten. Alle og alt skal være lige. Ingen tro bør nyde fremme på bekostning af andre.
Det er absurd, at kristendommen er blevet en sådan anstødssten for mange. I mere end 1000 år har kristendommen virket civiliserende og bidraget positivt til dansk og europæisk kultur. I flere europæiske lande består der en tæt forbindelse mellem stat og kirke, og ingen kan anklage Storbritannien, Norge, Finland eller Danmark for at være lande, der diskriminer religion, selv om det er her, at staten står kirken særligt nær. I stort set alle andre europæiske lande har kirke og stat også tætte forbindelser, og i alle katolske lande er kirken blevet tildelt en række privilegier i særlige konkordater. Også her anerkendes kirkens vigtige bidrag til Europa. Den europæiske statsdannelse er dybt præget af kristendom, og alle lande i Europa har hentet værdier og inspiration herfra. Ingen anden religion, ideologi eller bevægelse har sat sig så dybe spor som kristendommen.
Derfor giver det god mening, at der fortsat eksisterer en forbindelse mellem stat og kirke, for hvor skulle staten få sine værdier fra, hvis den kappede livlinen til den tro, der sætter kærligheden og omsorgen for andre i højsædet?
Der bør ske reformer af folkekirken, som i dag er stivnet i bureaukrati og statsliggørelse. Det er kun en brøkdel af kirkeskatten, der går til forkyndelse af kristendommen. Derimod bruges der løs af kirkekassen på indretning af sognegårde, kalkning af kirker eller pasning af kirkegårde. Reformer skal styrke kirken, ikke nedlægge den.
LIGHEDSDYRKELSEN SKAL MODSIGES. Den udlægger al form for favorisering som diskrimination. Derfor opfattes folkekirken som diskriminerende. Det er paradoksalt, at den gruppe katolikker, der er i færd med at anlægge sag mod den danske stat og folkekirken for diskrimination, i virkeligheden går sekulariseringens ærinde. De skubber intetanende på den udvikling, der vil fordrive deres egen kristentro og al religion fra politik og samfundslivet og gøre trosspørgsmål til noget indre og privat, der ikke vedkommer andre.
Lighedsmageriet og afkristningen af samfundet går hånd i hånd. Vil man ligheden, får man også afkristningen. Det er umuligt at lade kristendom spille en særlig rolle for staten og samtidig stille religionerne lige. Derfor bør alle lytte, når også landets kloge dronning råber vagt i gevær. Staten har det bedst, når den har kirken ved sin side.
bjer