Som det beskrives i Kristeligt Dagblad i dag, åbner Nationalt Videnscenter for Historie og Kulturarvsformidling nu i Jelling. Man kan selvfølgelig ikke vide, om centret bliver en gevinst på lang sigt, men det er i udgangspunktet et godt og nyttigt projekt, der skal beskæftige sig med den konkrete undervisning i og formidling af historie, som den udspiller sig i Danmark.
Der er grund til at samle viden om formidling af historie, for børn i dag tilegner sig historisk viden på måder, som er helt anderledes end dem, der tidligere blev anset for solide. Mange unge vil ikke få anden viden om Danmarks nederlag til Tyskland i 1864, end de får i en tv-serie, ligesom de fleste ikke når videre i kendskabet til Martin Luther, end en amerikansk film giver.
Bibelske personer som Noa eller Moses vil ganske mange danne sig et billede af via prægning fra episke filmfortællinger snarere end via den sparsomme undervisning i kristendom i grundskolen. Det betyder, at børn i stigende grad møder en vinklet historieskrivning uden substans, som blander sig med den begrænsede faghistoriske påvirkning, de får i skolesystemet.
Udviklingen er problematisk, fordi viden om og tolkning af historie er en bærende søjle i et demokrati. Den ensidige formidling af historie, der tjener statens interesser, er et fast kendetegn for totalitære regimer, som det kendes fra Kina, Nazityskland eller Sovjetunionen. På Balkan og i det nuværende Rusland er forståelsen af historieundervisning typisk under påvirkning fra politisk hold, mens faghistorikere slår alarm.
Men løsningen er ikke bare at læne sig til-bage i forargelse og beklage sig over tiderne. Man må svare igen ved at kombinere de nye populære fortælleformer, samtidig med at man bevarer den faghistoriske soliditet.
Derfor er det lovende, når det nye center lægger op til, at man i historieundervisningen kan tilbyde børn spil, hvor de skal tage stilling til, om de ville have reageret anderledes end statsminister Thorvald Stauning, da Danmark blev besat af nazisterne i 1940. Det kræver nemlig, at de hører og gennemtænker argumenterne for og imod at handle, som statsministeren gjorde.
Historien er fuld af eksempler på, at undervisningens former med succes er blevet ændret, uden at det har været et nederlag for den faglige soliditet. Teologen N.F.S. Grundtvigs opgør med latinskolen gjorde det. Og det kan nutidens historieformidling også gøre. Her kan det nye center i Jelling få en vigtig rolle at spille.
AEM